Menu Luk

Indledning

Brug af Smartphone til fotografering af fund

Denne artikel er skrevet af af Per Meinertsen

Der er folk, som kan lide at gå og finde ting i jorden med en detektor. Og der er folk, som kan lide at fotografere. Der er også folk, som kan lide begge ting, men dem er der vist ikke så mange af.
Til de som godt kan lide at finde ting i jorden, men som ikke rigtigt har styr på det med fotografering og som gerne vil lære lidt om det, har jeg skrevet dette lille førstehjælps kursus.
Det er en videre bearbejdning af en række indlæg på Detecting People, som jeg her til brug på Allan Faurskovs detektorside har omskrevet, så det nu fremtræder som en sammenhængende helhed.
Min motivation for skriverierne skyldes en ærgrelse over de alt for mange dårlige billeder, som detektorfolk tager af deres fund og lægger ind på fora som fx Detecting People. Dette skal ikke forstås sådan, at alle billederne der er dårlige – der er mange gode, og enkelte er fremragende.

Men hvorfor er der ikke flere gode? Hvorfor er der fx så mange billeder der er uskarpe?
Jeg vil i denne skrivelse forsøge at påvise, at det ikke behøver at være spor svært at tage ordentlige billeder. Og jeg henvender mig specielt til alle dem, der måske ikke rigtigt har noget forhold til det at fotografere, men som har en Smartphone eller Tablet, som de gerne vil benytte til dokumentering af deres fund.
Og at det er muligt at tage gode billeder, og at den kvalitet man kan opnå med en Smartphone er fuldt ud tilfredsstillende til vores formål, er hvad jeg vil fortælle om i disse  artikler.
Jeg vil endda mene, at en nyere Smartphone er fuldt på højde med, eller ligefrem bedre, end mange almindelige kompaktkameraer. Og det er faktisk også tæt på, at den til vores brug kan konkurrere med spejlreflekskameraer, al den stund Smartphones har den egenskab, at de kan stille skarpt på objekter helt ind til afstande på måske 5 cm samt ikke mindst, at de har en betydelig større dybdeskarphed end spejlrefleks. Men mere om disse ting senere.

Hvis man vil se, hvor gode billeder en Smartphone rent faktisk kan præstere, kan man kigge på denne hjemmeside, hvor nogle modeller er bedømt for deres fotografiske kvaliteter: http://www.photographyblog.com/
Der er en masse eksempelbilleder i høj opløsning, og det er helt utroligt, hvad sådan nogle små bitte chips og optikker kan præstere. Måske man kan finde sin egen model anmeldt.

Mange af de bedste billeder vi ser i de forskellige detektorfora, er formentligt optaget med et rigtig fotoapparat med makro (nærbillede) mulighed, og typisk er det måske et spejlrefleks kamera.
De som har investeret i et sådant, er folk med interesse for fotografering, og de ved, hvordan apparatet bruges, og er motiveret for, at det de fotograferer skal fremtræde fotografisk bedst muligt.
Det er sjovt at arbejde med og giver en kreativ tilfredsstillelse, og med de resultater vi ser, bibringer det også betragteren nogle gode oplevelser, hvilket vel bl.a. er meningen med at vise sine fund frem.

Men for alle de mindre ambitiøse udi fotograferingens kunst, de som ikke er ejere af et spejlrefleks eller kompakt kamera med mulighed for makro, er der som antydet ingen grund til at fortvivle.
Her er to fotos til illustration af dette. Det ene billede er taget med et rigtigt fotoapparat og optik af bedste kvalitet, og det andet med en Samsung Smartphone af ikke allernyeste årgang:Pictures (2000x1000)
Som det fremgår, er der umiddelbart at se forsvindende lille forskel på de to billeder, hvilket ærligt talt kom noget bag på mig.
Begge billeder er helt ubehandlede – de er kun beskåret i siderne.
For at tjekke denne noget uventede meget lille forskel, har jeg gentaget sammenligningen med en skarphedstavle for ligesom at se det sort på hvidt, om man så må sige. Jeg har delt billederne halvt over og sat dem over for hinanden:Zeiss (2000x1333)Som det ses, er de to billeder forbløffende ens i skarphed ved betragtning i normal størrelse som her på denne hjemmeside. Dog kan man på originaloptagelserne i fuld opløsning se forskelle såfremt man zoomer ind, hvilket beroliger mig noget – jeg mener et dyrt kvalitets objektiv mod en Smartphone? Der skulle jo gerne være forskel.
Men konklusionen må stadigvæk være den, at såfremt billederne kun skal ses i normal størrelse på en computerskærm, er Smartphone kameraet mere end tilstrækkeligt til vores formål.

Jeg skrev tidligere, at Smartphonen måske er bedre end mange almindelige kompaktkameraer. For at sætte denne påstand på prøve, har jeg fotograferet skarphedstavlen med en original billig standard zoom, af den type som ofte tilbydes sammen med et systemkamera. Vi taler her om ca. 700,- kr. for et objektiv, som i løs vægt (altså pris uden kamera) står til at koste mellem 2.000,- og 3.000,- kr.
Og dette objektiv viser sig rent faktisk at være dårligere end Smartphonen hvad angår skarphed. Det tegner fint skarpt i midten, men bliver markant uskarp ud mod siderne, hvilket tydeligt fremgår selv her i denne begrænsede opløsning: Standard (2000x1333)

 

Selvom man måske mener, at det at fotografere sine fund bare er en nødvendig biting der skal overstås hurtigst muligt, så synes jeg ikke, det bør være nogen hindring for at prøve at opnå hæderlige og seværdige resultater. Det drejer sig blot om at gøre sig en lille smule mere umage samt have sig det for øje, at ens fund præsenteres så attraktivt som det nu er muligt, både til glæde for en selv samt alle de som præsenteres for fundet.
Det er deprimerende at se på dårlige fotos – uskarpe billeder, rystede billeder, dårligt komponerede billeder, billeder med mangelfuld eller ligefrem elendig lyssætning og objekter som henligger i halvmørke osv. – alt sammen ting der gør, at glæden ved betragtningen reduceres voldsomt.

Og det behøver ikke at være spor svært. Det handler hovedsageligt om blot at bruge en lille smule mere tid på lyssætningen, fx ved at eksperimentere med, hvorfra lyset skal komme for at objektet fremtræder bedst muligt, og evt. at sætte en ekstra lampe på, måske bare en lommelygte. Og så handler det i overordentlig høj grad om at være opmærksom på, at skarpheden er i orden.
Dette sidste burde være det letteste at kontrollere på en Smartphones store skærm, og jeg fatter ikke, hvorfor vi ser så mange uskarpe billeder. Er billedet ikke tilfredsstillende, tager man da bare nogle flere, indtil det er i orden!

Læs videre i næste artikel: Skarphedsindstilling