Menu Luk

Thy Rally 2016

Thy Rally 2016, Djursland

8. september: Dag 0, vikingefund i Ebdrup

Thy Rally startede som sædvanlig på en torsdag med en lille opvarmningsmark. Jeg var desværre arbejdsramt og stødte først til om aftenen. Trist for mig, for det skulle senere vise sig, at en stor del af årets fineste fund (igen) blev gjort allerede torsdag. Damn.

Per Jensen og and
Per Jensen og and
Iohannes flotte fund
Iohannes flotte pladefibel

Ud over de 2 flotte fund som er illustreret herover blev der bla. fundet en fin lille terning i bly, en smuk skålfibel og en rigtig fin trefliget fibel.

9. september: Dag 1, guldbarren fra Lykkesholm

Vi lagde ud fredag morgen på Lykkesholm, hvor vi fra start spredtes ud over de mange marker, på jagt efter overpløjede gravpladser og forsvundne landsbyer.

Jeg toppede fundmæssigt Thy Rally 2016 efter en time. Da fandt jeg en tryknøgle fra middelalderen, som var ganske, ganske fin. Jeg var dog ikke klar over, hvad jeg havde fundet før min alvidende chauffør, B. Kristensen, forklarede mig, at det ikke var “en stor nål”, som jeg indledningsvis havde beskrevet den.

Tryknøgle, middelalder
Tryknøgle, middelalder

Herefter var der stilstand på fundfronten. Jeg fandt dog en “kvart blykugle”, som måske har været en spillebrik, men ellers var der ikke noget at rapportere. Brian og jeg mødte ikke mange andre detektorfolk i løbet af de første par timer og vi bildte efterhånden hinanden ind, at de andre nok gik og skovlede fibler og gamle mønter op på en eller anden lukrativ mark i nærheden.

Det var dog ikke tilfældet. Der var langt mellem snapsene, skulle det vise sig. Et enkelt fund blev dog omtalt på rygtebørsen, nemlig Amund Segerhards  lille guldbarre, som blev fisket op i et område der af Allan Krogh beskrev som “de nedpløjede rester af Syddjurs sølvpapirfabrik”.

Amunds guldstykke
Amunds guldstykke

Brian og jeg kørte senere over til guldmarken, hvor vi hjalp med at bjærge mængder af  sølvpapir. Desuden gravede jeg en ældre iPhone op af den tørre muld.

Jeg vil i den forbindelse mane til besindighed, hvis du selv skulle være så heldig at finde et sådant apparat. Efter at have ført fingrene hen over skærmen for at gøre den lidt ren måtte jeg stoppe op til flere blødninger og bruge flere minutter på at pille glasskår ud af fingerspidserne.

Ældre iPhone
Ældre iPhone

Brian og jeg prøvede op til flere marker af, men lige lidt hjalp det. Det blev kun til knapper og nogle få mønter. Men vejret var godt og marcipanen var frisk.

Brian Kristensen på fundtom mark foran stor stendysse
Brian Kristensen foran stor stendysse

Aftenen sluttede med et spændende foredrag af Thomas Poulsen fra Østjyllands museum om søslagene på Kolindsund, som fandt sted helt tilbage i middelalderen. I dag er Kolindsund inddæmmet og dyrkes som landbrugsjord, men indtil sidst i 1800-tallet stod området under flere meter vand og derfor er der i dag mulighed for, at gøre våbenfund og fund af klinknagler fra skibe på disse marker. Mere herom senere.

10. september: Dag 2, flintespydspidsen fra Ruggaard Gods

I dag startede alle detektorfolk på samme mark. Inden længe var folk dog spredt for alle vinde i desperat jagt efter fund. Desværre uden den store succes.

De tilgængelige arealer var enorme, så der var god mulighed for at få slidt lidt på sålerne. Efter 1½ times søgning skulle jeg selv vælge om jeg ville fortsætte til den bitre ende af 4 marker eller vende snuden mod bilen og madpakken.

Det blev den bitre ende. Og dog, da vi var 4 mand, der nåede den sidste mark på kortet, viste denne mark sig, i modsætning til de øvrige, at være nysået. Yes.

En nordmand og hans utroligt flotte 1 skilling 1563
En nordmand og hans utroligt flotte 1 skilling 1563

Såvel stubmarkerne som den nysåede var meget stenede og ganske tørre. Ikke specielt lovende jordforhold i forhold til at finde oldsager. Men der er jo ingen regler uden undtagelser, så vi kløede på med krum hals.

Det tætteste man kommer stenørken i Danmark
Det tætteste man kommer stenørken i Danmark
Høj stemning
Høj stemning

Efter nogen tid præsenterede Steen Agersøe mig for en skivefibel fra vikingetiden, med svage slyngninger i midten og fortinning på bagsiden. Fibelen var svagt skålformet og ret tynd.

Skivefibel fra 1771
Skivefibel fra 1771

Og dog. Det vistes sig senere, til manges overraskelse, (deriblandt min), at det var en 1771´er der åbenbart var blevet tortureret, dyppet i tin og ristet over sagte ild af en grusom smed. Hvis du klikker på ovenstående foto og ser forstørrelsen vil du måske også selv kunne fornemme “vikingefiblens” tragiske skæbne.

Bjørn Tjelta i koncentreret søgning
Bjørn Tjelta i koncentreret søgning

Når der ikke er metal at finde, så er det godt at have andre talenter at ty til. Sådanne har Brian i hobetal, et af dem er kendskab til flint. Han var derfor i stand til at spotte en spydspids i flint, da han så den. Og ikke en hvilken som helst spydspids, se selv herunder!

Brian og hans flotte spydspids i flint
Brian og hans flotte spydspids i flint
Spydspids
Spydspids
Olof jager lavtflyvende fibler
Olof jager lavtflyvende fibler

Som det fremgår af ovenstående fotos fik rygterne om en skivefibel fra vikingetiden mange detektorfolk til i dagens løb at prøve lykken på denne mark. Der kom dog ingen yderligere fund på ,marken, hverken fra vikingetid eller fra andre perioder af oldtiden.

Stilfuld søgning
Stilfuld søgning

Derfor måtte Olaus sagnomspundne quiz sørge for at hæve stemningen til de sædvanlige astronomiske højder, hvilket den da også gjorde. Der var 2 vindere med 11 rigtige ud af 15 mulige. Selv måtte jeg nøjes med kort, hædrende omtale for mine 10 rigtige, hvilket jeg bestemt er stolt af.

Olofs sagnomspundne historiske quiz
Olofs sagnomspundne historiske quiz

Dagen sluttede med præmieuddeling. Se link til fotos af de mange vindere i bunden af denne artikel.

Det flotte norske sværd som uddeles til flotteste vikingefund gik til Renate for hendes trefligede fibel, som jeg desværre ikke fik taget et foto af.

Renate Karlsen gjorde det bedste vikingefund, en trefliget fibel (fik den desværre ikke fotograferet)
Renate Karlsen gjorde det bedste vikingefund, en trefliget fibel
11. september: Dag 3, Klinknagler fra Kolindsund

Thy Rally sluttede søndag formiddag ved Kolindsund, hvor jagten gik ind efter klinknagler, sværd og økser.

Der blev rent faktisk fundet en håndfuld klinknagler inden jeg forlod stedet lidt før middag. Dermed tegner der sig stille og roligt et mere og mere finmasket kort over, hvor evt. søslag kunne have fundet sted i Kolindsund.

Arrangementet

Thy Rally er baseret på at alle hjælper lidt til. Der er arrangeret overnatning på fælles sovesale og der er skaffet masser af mad og drikkevarer. Der er fælles morgenmad, mulighed for at smøre madpakke til frokost og fælles aftensmad. Hvis du har lyst, kan du medbringe et telt eller en autocamper. Der er ingen luksus.

Lørdag aften er der en quiz, bestyret af Oluf Skadhauge. Desuden er der uddeling af præmier til forskellige kategorier af fund, som skifter lidt fra år til år.

Det var ikke de mest fundrige marker vi ramte i år, men der er jo aldrig nogen fundgarantier, det er simpelthen en del af gamet. Heldigvis var der til gengæld masser af socialt samvær med andre detektornørder. Det kan vi alle nok lære noget af.

Og vi lærte i hvert fald at sætte pris på de marker vi går på til dagligt. De er måske slet ikke så ringe endda.

Dansk-Norsk Anti Snorke Forenings lokaler
Dansk-Norsk Anti Snorke Forenings lokaler
Lærestreger

Her må jeg gentage mig selv fra sidste år – medbring et telt. Så er din nattesøvn delvist sikret og du har efterfølgende mere energi til at søge ordentligt på markerne.

Medbring desuden en hovedpude. Så sover du endnu bedre, end hvis du bruger en sammenrullet trøje og en T-shirt. I år huskede jeg hovedpuden!

Hold dig til den store flok, ellers går du hurtigt død i en stor mark. Når der er mange folk omkring dig sker der hele tiden noget. Ofte gøres der fine fund, som giver både dig og dem omkring dig ny energi. Og fine fotomuligheder til dem der har et kamera med!

Kig efter de grønne steder på marken, der er fugtigt og muld. Det er ikke sjovt at grave i stenjord i flere timer i træk!

Overvej hvor meget alkohol du kan tåle. Ingen nævnt, ingen glemt…

En norsk fibelfinder
En norsk spøgefugl
Mine fund

Det blev et stille Thy Rally fra min kant. I hvert fald fundmæssigt. Men lidt har jo også ret, og som man siger, så fortæller en konsekvent mangel på fund i et område jo lige så meget som en masse fund.

Mønter:

  1. 1 skilling 1771, Christian VII, kobber
  2. 1 øre 1874, Christian IX, bronze
  3. 10 øre 1897, Christian IX, sølv
  4. 1 krone 1980, Margrethe II, kobbernikkel

Hertil kommer 1 ubestemmelig mønt, ca. samme størrelse som 1-øren.

Øvrige fund:

  • Pressenøgle, middelalder
  • ¼ blykugle
  • Iphone 4 eller tidligere

Klik her for at se flere fotos fra turen

Tryknøglen
Tryknøglen