Menu Luk

Samsø foråret 2022

13. maj, dag 1: Deus II kommer til Samsø

Så gik turen endnu engang til Samsø. Denne gang var vi 25 mand på sagen, inkl. en håndfuld nordmænd, som nu omsider var sluppet fri af pandemiens favntag.

Træffets første dag var som altid en halv dag på marken, hvor første spade gled i jorden omkring frokosttid.

Klar til søgning på Samsø

Men denne fredag d. 13. skulle vise sig at ligge uden for normalfordelingen. Dette skyldtes i høj grad, at teamet ramte hele 2 nye marker, der begge var usædvanligt rige på borgerkrigsmønter. Det var ret utroligt. På begge marker var der desuden fund fra tidligere tider, så også fibler dukkede op af den knastørre muld.

Efter få meter med sin nye detektor var der en borger til Anders Ross

Vi var en stor håndfuld detektorfolk, der var udstyret med de relativt nylancerede XP Deus II detektorer, flere af disse havde sågar ikke været i brug endnu og vi var alle spændt på, om vi med disse multifrekvente franske vidundere ville kunne opnå en lille fordel i søgningerne, hvilket tilførte et ekstra tvist til en i forvejen længe imødeset tur til den smukke ø.

Ved dagens slutning havde vi alle tilsammen fundet lige godt 40 borgerkrigsmønter og 5 fibler, heraf 2 urnesfibler og 2 smukke og pænt identiske fuglefibler. Det er absolut ny rekord for træf på Samsø, så vi var ret godt tilfredse med dagens resultat.

Søren Torbensens fandt et fint kors

Der blev fundet ganske mange borgerkrigsmønter med Deus II, så også her var der tilfredshed at spore. Personligt fandt jeg hele 11 borgere på 4 forskellige marker, samt 2 fibler og 2 tenvægte. Også her er der tale om all-time rekord for mit vedkommende. 13 stykker danefæ på en fredag d. 13., det er da sjovt.

Ligearmet bøjlefibel
Urnesfibel
Claus Jørgensens fuglefibel – Henrik Klarskov fandt en magen til

14. maj, dag 2: Den lækre stangknap

Lørdag var en kølig og ret blæsende dag på marken. Flere nye marker blev besøgt med svingende succes, før finalen blev henlagt til ”Borgermark II” fra i går. Igen i dag var der “borgerservice” på menuen på 2 af lokationerne og det er jo altid med til at skabe lidt liv hos detektorfolket.

Hvad er en mark uden borgere

På en ellers fundtom mark lykkedes det Karin at finde noget så fantastisk som en bronzealder stangknap. Det er ikke hver dag, vi finder bronzealdergenstande, men det skete så i dag. Endda 2 gange, for tidligere på dagen havde Klaus Mogensen fundet et fragment af et sværd midt på en kæmpestor mark.

Karings lækre stangknap – Karins stanglækre knap – stanglækre Karins knap….

Ud over borgerne blev der også fundet andre mønter, herunder en engelsk longcross og en norsk vikingemønt – begge fundet af de medbragte nordmænd, som fejrede fundene med at i smukt kor at fremføre ”Ja vi elsker dette landet” senere på aftenen.

Selv ramlede jeg lørdag ind i hele 4 borgerkrigsmønter og en rigtig fin nøgle fra vikingetiden. Fire borgere ville normalt være uhørt for mig, men i dag var det nærmere en slags sidefund i en mislykket jagt på fibler. Ret vildt.

Har ikke fotos af vikingemønten, her er i stedet min nøgle fra vikingetiden
Klaus Mogensens bronzealderfund

15. maj, dag 3: Sommer på Samsø

Så blev det søndag. Dagen fløj afsted på forskellige nye og gamle marker, men uden den store fundmæssige succes. Vinden lagde sig, vejret blev pænt varmt, man kunne næsten se afgrøderne gro og flere af markerne viste sig fra deres mest knaldhårde og tørre side. Altså lidt af en dræberkombination.

En af de indfødte (Nicolai Madsen)

Der blev fundet et enkelt muligt fibelfragment og en nydelig sølvmønt, men ellers var der ikke mange fund at skrive hjem om, denne formiddag. Det var tid til gruppefoto og farvelkram i stride strømme.

Tommy holder igen styr på sporene!

Arrangementet

Det er altid enormt hyggeligt at være på tur med Samsø-holdet. Der er mange gengangere på holdet, så det føles trygt og godt. Det er ikke alle deltagere, der kommer på marken med detektoren, men det er der også plads til, alle passer på en eller anden måde ind i fællesskabet. Og det er jo det vigtigste! Jeg må endnu engang takke det trofaste hold bag det fine arrangement – overnatning, madindkøb, lodsejeraftaler, fundfotos, fundregistrering og alle de mange opgaver jeg har glemt. Det er virkelig fantastisk, at der findes sådanne mennesker. Ingen nævnt, ingen glemt. I ved hvem I er!

Tid til gruppefoto

Lærestreger

Normalt er knastør jord ikke et hit, når man skal finde mønter, men det er bestemt muligt. Jeg havde stor glæde af tidligere års erfaringer i at finde borgerkrigsmønter på relativt fundfattige lokationer og forsøgte at holde fat i et par lærestreger herfra:

  1. Sving langsomt, ikke mindst når du søger i tør jord!
  2. Borgere ligger lavt på skalaen på Deus II – meget ofte i intervallet 50-65.
  3. Borgere, især fragmenter, giver ofte halvdårlige signaler.
  4. Små sølvmønter som fx degnelus (1 skilling 1812) ligger helt nede i 42 på Deus II.

Jeg er efter dette træf stærkt henrykt over Deus II og dens evne til at finde mønter i knastør jord. Det føltes næsten som om, at det var ligegyldigt om en mark var afsøgt med Deus I eller en anden detektor. Som om, at der var 5-10 cm ekstra søgedybde til os med Deus II.

Men det er nok delvist en psykologisk ting og et spørgsmål om erfaring med vidunderet, det var jo ikke alle Deus II-maskiner der fandt mange mønter. Men øvelse gør jo som bekendt mester.

Masser af borgere!

Mine fund

Faktum er, at det med afstand blev mit mest fundrige træf nogensinde – endda på flere parametre. I alt 17 stykker formodet danefæ + et par mulige blev det til. I alt 32 mønter (inkl. de 15 borgere) og flere andre fund, som angivet herunder. Jeg mindes ikke tidligere at have fundet over 20 mønter på et træf.

Hvis der er nogen, der svinger sammen, så må det være Carina og Tommy

Mønter

  • 1-15: 15 x penning (borgerkrigsmønt) 1241-1377, bronze
  • 16: 1 skilling 1711, Frederik IV, sølv
  • 17: 1 skilling 1812, Frederik VI, sølv
  • 18: 1 skilling 1808-12, Frederik VI, sølv
  • 19: 1 R.B.S 1842, Christian VIII, kobber
  • 20: 1 skilling 1856-60, Frederik VII, bronze
  • 21: 2 øre 1874-1906, bronze
  • 22: 10 øre 1874-1905, Christian IX, sølv
  • 23: 10 øre 1874-1905, Christian IX, sølv (jeps, der var 2 ulæselige)
  • 24: 1 øre 1913-41, Christian X, bronze
  • 25: 5 øre 1920, Christian X, bronze
  • 26: 10 øre 1924, Christian X, kobbernikkel
  • 27: 5 øre 1942-45, Christian X, zink
  • 28: 1 øre 1948-72, Frederik IX, zink
  • 29: 2 øre 1960-66, Frederik IX, bronze
  • 30: 25 øre 1966, Frederik IX, bronze
  • 31: 10 øre 1969, Frederik IX, kobbernikkel
  • 32: 25 øre, Margrethe II, kobber
Hæj ho, hæj ho, på marken ud vi gå….

Øvrige fund:

  • Ligearmet bøjlefibel, jernalder (sjældne på Samsø)
  • Urnesfibel, sen vikingetid
  • Nøgle, vikingetid
  • 2 x tenvægt, bly
  • 2 x tenvægt, bronze
  • 2 x malmgryderand
  • 1 x malmgrydeben
  • 4 x musketkugle, bly

Klik her for at se flere fotos fra turen

Sidste (nord)mand forlader marken