Menu Luk

Hjortholm v. Samsø

Magtens Landskab

Så fik man prøvet at gå med detektor på en øde ø. I forbindelse med projektet “Magtens Landskab”, som indebærer undersøgelse og udgravning af Samsøs 5 voldsteder og borge, som udføres i samarbejde mellem Moesgaard, Nationalmuseet og Økomuseum Samsø var turen kommet til Hjortholm, en lille ø nær Kanhavekanalen, hvor der formentlig engang har ligget et voldsted. Før udgravningernes start ønskede man at undersøge området med detektor, og her var jeg så heldig at blive inviteret med. Fordi øen ligger så tæt på Kanhavekanalen var håbet naturligvis at finde spor fra vikingetiden.

Hjortholm

Lave Målebordskort, Hjortholm

Nul strøm, nul WC

Set fra et XP Deus detektorteknisk synspunkt var der en særligt spændende udfordring ved en sådan tur. Hjortholm er jo en øde ø, uden moderne bekvemmeligheder som elektricitet og lokummer. Spørgsmålet var især om XP Deus kunne holde til 10 timers detektering, uden adgang til opladning fra en stikkontakt eller en biloplader. Manualen siger ja, men man har jo lov til at være skeptisk.

Det med batteriet vender jeg tilbage til. Men bare rolig, toiletpapir viste der sig at være medbragt rigeligt af, spader ligeså.

Hjortholm

Hjortholm set fra Samsø, “færgen” ses til venstre (lille hvid jolle, max 4 passagerer)

Truppen

Truppen bestod af 12 mand, heraf 11 stk. detektorfolk med masser af erfaringer 1 stk. museumsinspektør fra Moesgaard. Ingen nævnt, ingen glemt. Dog vil jeg nævne, at (selveste) Rasmus Søndergaard var tilstede, for han havde nemlig øvet sig dagen i forvejen og gjort sig meget positivt bemærket ved at finde en guldbrakteat (nr. 2 fra den kant). Og taget den med på turen.

Sådan en lille fyr vejer kun 2,2 gram og giver ikke meget signal. Til sammenligning vejede stangknapperne fra Fyn næsten det tidobbelte og dem havde vi da hyr nok med at finde. Det er nok første og sidste gang jeg får lov til at holde sådan en fætter, så den måtte foreviges.

Hjortholm

Guldbrakteat, ikke fra Hjortholm…

For at fejre begivenheden havde Guldbrakteat-Rasmus medbragt en fin æske Anton Bert Guldchokolade, som vi fik til kaffen. Godt for moralen.

Dagens fund

Vi søgte vikingetiden, men den viste der sig ikke mange spor af. Det virkede som om, at der var et alt for tykt lag nyere muld og græs oven på vikingetidens jordlag, så vi fandt mest kapsler, patroner og dele til hegn.

Dagens fund blev en dejlig lille Christian IV 4-skilling fra 1630 i sølv, fundet af Jannick Nielsen på en lille sti. Som det fremgår af nedenstående billeder, fylder sådan en mønt ikke meget i landskabet.

Hjortholm

4-skilling 1630, Christian IV, fundet af Jannick Nielsen

 

Hjortholm

De stedlige fotografer udnytter muligheden for at teste deres zoom

 

Hjortholm

Et nærbillede af den fine mønt- bemærk årstallet i øverste, venstre hjørne

Landgang på Samsø

Da vi havde søgt i 5-6 timer på Hjortholm uden væsentlige resultater fra Vikingetiden besluttede vi os at gå til Plan B, en mark på selve Samsø. Her blev der fundet lidt af hvert, bla. små sølvmønter og en “borger” (-krigsmønt fra 1300-tallet). Selv løb jeg ind i en flot 1-skilling fra 1813 og det føromtalte ½-punds vægtlod. Begge dele blev doneret til Økomuseum Samsøs voksende samling af spændende fund fra lokalområdet, sammen med de fleste af dagens øvrige fund.

 

Hjortholm

Sejlturen hjem: Tommy demonstrerer hvorledes man søger med detektor på dybt vand.

Dagens XP Deus-erfaringer

Og hvordan er det så at bruge en XP Deus på en øde ø?

For det første må jeg sige, at det var skønt at gå en hel dag med detektor, heraf lang tid i bakker og på skrænter, uden at det på nogen måde gav anledning til træthed, smerter eller slidgigt i detektorarmen. Skønt, siger jeg.

For det andet viste det sig, at man nemt kan klare sig uden kontrolenheden, som i mit tilfælde var til reparation. De mest nødvendige indstillinger findes nemlig også på headsettet, som er nemt og intuitivt at bruge uden manual. Dog er det en god ide at medbringe en liste over, hvilket nummer de enkelte programmer har.  Alternativt at lære dem udenad. Jeg havde valgt at medbringe en udskrift af manualen.

Program 7 (Wet Beac) virker fint på stranden blandt masser af små sten. Lige inden afgang lykkedes det mig at finde 2 mankeperler (lidt pral: det fund som museumsinspektør Hans Skov var mest glad for), en ubestemmelig mønt, en knap og en lille perle/lod i den stenede vandkant ved anløbspladsen. Jeg søgte i det det område, som vandet netop havde trukket sig tilbage fra og det føltes meget nemt at skille de gode signaler fra de noget svagere signaler fra det salte sand/mudder.

Program 2  (GM Power) er godt til helt små ting. Jeg fik prøvet det, da vi kom ind på selve Samsø, hen på eftermiddagen. Det er naturligvis et 18 kHz program og det kastede en masse helt små affaldsting af sig. Det første jeg fandt på programmet var dog et flot ½-pundslod, som gav et kongeligt signal med UG, kryds og slange…..

For feinsmeckere kan jeg oplyse at jeg af Jesper blev instrueret i at sætte reaktion på 1 hvor der er begrænset jernkoncentration, 2 hvor der er høj jern koncentration og 3 hvor der er meget høj jernkoncentration. 0, 4 og 5 indstillingerne er så de ekstreme yderpunkter. Det er vigtigt at tage stilling til reaktion indstillingen så man får det hele med, samtidigt med at man søger så dybt som muligt. Jo lavere reaktion, des dybere søger man, alt andet lige. Men hvis jernkoncentrationen er meget høj kan man alligevel ikke komme i dybden da jernet blokerer. Derfor kan man ligeså godt gå med høj reaktion så man fanger mest muligt imellem jernet.

Sørg for at vurdere denne indstilling, inden du aktiverer diskrimination, ellers ved du jo ikke hvor meget jern der er i jorden! Og det er meget muligt, at denne indstilling skal justeres, alt efter hvor du er på marken. Det er simpelthen et spørgsmål om at forbedre sine odds.

Jeg fik desuden et mere kontroversielt tip om, at man kan vælge at sætte XP Deus hovedet på en X-Terra stang, hvis man ønsker et mere stabilt setup. Lyder umiddelbart tiltalende. Jeg er dog lidt bange for at resultatet bliver et tungere detektor-setup og har ikke afprøvet ideen i praksis – endnu.

For lige at runde den med batterierne af, så viste det sig at Deus kan holde i masser af timer. Ved dagens ophør indikerede den, at mit headset havde fuld kapacitet og at søgehovedet havde 2/3 kapacitet tilbage. Det er nok en overdrivelse, men alligevel er det da tegn på, at der er ledig kapacitet til flere timers søgning. Det skal siges, at jeg søgte uden kontrolenhed, idet den var til reparation, måske reducerer det batteriforbruget, det må yderligere test vise. Til gengæld løb min GPS tør for batteri sidst på dagen, selv om den fik friske batterier om morgenen (den havde logget mit spor hele dagen). Det har jeg aldrigt prøvet før, og det antyder, at det var en lang dag.

Hjortholm

Tommy Olesen og Detektorshop-Jesper viser herover at XP Deus har flere kvaliteter gemt i ærmet end først antaget. Vidste du fx. at etuiet til det trådløse headset snildt udgør det for 2 kaffekopper.  

Epilog

Tak til Ib Krause-Kjær og Hans Skov for et godt arrangement med rundstykker og alt muligt og tak til de øvrige deltagere for gode tips, chokolade og godt humør. Det var en fornøjelse.

1 Comments

  1. Pingback:Allan Faurskovs detektorside » På tur til Hjortholm v. Samsø

Der er lukket for kommentarer.