Dette års besøg i Norge foregik på 4 gårde langs kæmpesøen Mjösa (117 km lang og 500 m dyb!), som ligger 3 timers kørsel nord for Larvik – eller 1 time nord for Oslo. Vi søgte på 4 gårde, der lå som perler på en snor på en rygning øst for søen. Systemet er åbenbart dét, at gårdene ligger på en sådan rygning, cirka 1 kilometer fra søen, og at hvor gårdene ligger i dag, har de typisk ligget i mindst 1.000 år. Så man kan mere eller mindre regne med, at der er fund at gøre nær gårdene, i særdeleshed på alle flade marker i nærheden og på alle marker i det hele taget, jo nærmere gårdene man kommer.
Og vi taler sådan set alle tidsaldre, tilbage til jernalder og i enkelte tilfælde også bronzealder. Mere herom senere.
19. oktober, dag 1: Fenrisulven
Den første dag på marken foregik i strålende solskin, dog uden den varme som solskin ellers er kendt for at medføre. Med andre ord var der fra start brug for at dykke ned i kasserne med vintertøj og tykke handsker. Og denne dag skulle endda vise sig at blive den varmeste!
Der er tale om store arealer, så det varede ikke længe, før detektorfolket var spredt ud over markerne. Dog med en koncentration nær gården, som jo altid er et godt sted at starte. Og det var da også her jeg fik mit første fundfoto i hus – en flot fibel med brede fødder, fundet af selveste Claus Thinggaard.
Dette skulle vise sig at være en relativt typisk fundtype på denne gård, idet der i dagens løb blev fundet hele 3 eksemplarer.
Men som altid viste der sig at være fund flere steder på de store marker. Flere oplevede at slide deres støvlesåler ganske meget uden grund, imens andre var mere “heldige”. En af de “heldige” var den altid “heldige” Hugo Falck, som krydsede vejen og gik i gang med at sniffe med sin detektor langs hegnet mod gårdens græsplæne – med stor succes. I kantbevoksningen fandt han nemlig et solidt og flot fragment af et vikingetids sølvarmbånd, endda med lidt stempelornamentering.
En anden normand med succes var “Arvingen til det hele”, den unge Tobias Kvanli, som viste at (ung) alder ikke er nogen hindring for flotte fund. I dag lagde han ud med et flot fragment af en fibel og vi kommer helt sikkert til at høre mere til Tobias de kommende dage.
Mod slutningen af dagen blev de mere skæve marker også afsøgt og det lykkedes Torje Johansen at finde et flot fragment af en fenrisulv, der er i færd med at sluge en sol. Absolut et klassefund og i virkelig smuk udførelse. Bestemt ikke nemt at finde sådan et stykke på en markant skrånende og stenet mark.
Men det ville Rasmus H. Søndergaard I naturligvis ikke stå tilbage for. På selvsamme skråning nappede den gode mand en lækker lille longcross penny, slået i England engang i 1300-tallet. Absolut en bedrift af vor spanskkyndige ven.
Torsdagen sluttede med en rask lille norsk quiz. Måske man skulle have været mere flittig med notesblokken i skolen, da vi dykkede ned i den norske kongerække. Ak ja.
20. oktober, dag 2: Fantastiske fund
Denne fredag blev en af de helt store dage i detektorhistorien. Der blev gjort rigtigt mange fund og der var fund af smukke varianter inden for flere af de helt store, klassiske detektorkategorier.
Mange af de der ikke fandt noget i går stemplede ind i dag, mere herom senere.
Selv nåede jeg at komme “på tavlen” lige før frokost, da jeg ramte et fragment af noget fint ornamenteret, men skrøbeligt metal fra vikingetid med krummelurer og forgyldning og det hele. Der er flere sjove ting ved dette smykkefragment. Det første er, at da jeg afleverede det til Kenny kunne han oplyse, at han har fundet et andet fragment af samme smykke, tæt ved det sted hvor jeg fandt mit. Det andet var, at han kunne vise mig et foto af, hvordan et intakt smykke ville se ud – se det på denne webside: https://trap.lex.dk/Oldtiden_i_Randers_Kommune
Det allersjoveste var dog, at jeg efter hjemkomst og en billedsøgning blev klar over, at det pågældende intakte smykke er fundet vest for Randers – min fødeby – og at smykket, som oprindelig har siddet på et skrin formentlig er plyndringsgods fra De Britiske Øer. Strontiumanalyser af den gravlagte kvindes tænder viser, at hun var født og opvokset i Sydnorge, hvilket jo passer perfekt med fundstedet for Kennys og mit fragment.
Men festen var jo kun lige begyndt. Efter et stykke tid dukkede Ulla op med et stort, lækkert stykke grøn metal, som lugtede lidt af bronzealder. Og ganske rigtigt, der var tale om en celt, dog et meget specielt eksemplar, idet den var plad som en pandekage. Så enten er den blevet kørt over af noget meget tungt eller også er den rituelt banket flad for små 3.000 år siden, måske af rituelle grunde.
Næste mand på den fundmæssige bane var den unge Kvanli. Hans aldrig hvilende søgehoved havde udløst endnu et klassefund, denne gang i form af en intakt korsfibel. Korsfibler har man jo set før, men det er ret sjældent at vi ser et helt intakt eksemplar.
Efter frokost gik vi løs på markerne igen. Selv forsøgte jeg mig med at finde flere fragmenter af vikingesmykket, hvilket slet ikke lykkedes, men til gengæld var der et par trøstepræmier. Den første i form af et vægtlod i bly fra vikingetid (eller en musketkugle, der har ramt noget fladt) samt et smukt vægtlod i bronze, ligeledes formodet vikingetid.
I samme område huserede Steen Agersøe i en periode og Steen fandt såmænd både et flot fibelfragment og et smukt runebrev.
Det blev Jørgen Jensens lod at tage det sidste stik hjem på denne gård. På en ganske gennemsøgt skråning fandt han en stor, flot, velbevaret “stemmegaffel” i urnes-stil. Virkelig en lækkerbidsken, som fik alles tænder til at løbe i vand.
Herefter gik turen mod lejren, hvor det var tid til lækker aftensmad og underholdning. Fredagen sluttede med skøn, irsk folkemusik og varierende grader af branderter. Men hvad der sker i Norge efter dagens søgning bliver i Norge!
21. oktober, dag 3: Lækre fund
Efterhånden var der ved at være lidt frost i jorden, denne lørdag morgen. Dagen skulle vise sig at blive lidt mindre fundrig end lørdag, men naturligvis blev der gjort masser af fine fund. Den landskabsmæssige opskrift var den samme som de forrige dage, så alle var klar over, at der var god fornuft i at snuse lidt rundt ved selve gården til at begynde med.
Selv startede jeg med en længere strejfetur, ned langs vandet. Uden succes. Da jeg senere fik bugseret mig op af de store bakker og igen var på niveau med gården, begyndte der at ske noget. Først kom jeg lidt for tæt på gården og fik lov til at grave alt for meget affald. Men da jeg trak lidt væk fra gården var der et spændende fund: Et fragment af en armring, formentlig fra ældre jernalder.
Jeg så hørte også om andre fund, men det var store arealer, så det var ikke alle jeg fik at se på marken.
Jeg forsøgte mig med lidt systematisk afsøgning på fundstedet for armringsfragmentet, i håb om at finde flere dele, men uden succes. Til gengæld var der pludselig samling tæt ved gården, hvor Freddy havde gjort et fantastisk fund – en emaljefibel i fantastisk bevaringsstand. Sjovt som der bliver ved med at dukke fund op, meget tæt på gårdene, på de kvadratmeter som ellers burde være de bedst afsøgte – men også dem med størst fundpotentiale.
Over middag var vi flere, der søgte over mod nabogården, som lå 500 meter til venstre (alt efter, hvor man stod). På et plateau ved gården var der lidt gevinst i form af et fibelfragment af den “sædvanlige type” til M. Hedelund. Selv om det gav blod på tanden var der ikke mange yderligere fund på de kanter, så folk fordelte sig ud over markerne i jagten på hotspots.
Da jeg igen traf M. Hedelund var han ramlet ind i en lækker skålformet fibel, fundet på en skråning som man i Danmark ville have kaldt en livsfarlig bjergside. Men lidt procenter er åbenbart ingen hindring for en ihærdig detektorfører.
En anden der (som ventet) havde gjort sig bemærket var den gode Rasmus H. S., som havde fundet en nøgle fra middelalder/vikingetid. Og ikke en hvilken som helst nøgle, den var både stor, velbevaret og med lækker patina.
Lørdagen sluttede med foredrag om planerne for metaldetektering i Norge, herunder tanker om det norske svar på DIME og den traditionelle præmieuddeling.
Arrangementet
Intet er så grundigt arrangeret, som et detektortræf i Norge. Intet! OK, Lars Thygesens bil er ingen herre over, men bortset fra det.
Der har været offentliggjort grundig information om træffet gennem 12 måneder, den komplette drejebog har løbende kunnet downloades fra Facebook og med jævnlige opdateringer. Alt har været under kontrol – værelsesfordeling, madbestilling (59 x “normal” menu + 1 x vegetar), professionelt fundbord, vanvids-quiz, foredrag, irsk folkemusik, for-udfyldte fundsedler (dog ikke med selve fundene, her er måske forbedringspotentiale….), vand i hanerne (en klar forbedring) og så videre og så videre.
Meget imponerende forarbejde! Meget!
Lærestreger
Hvad kan man tage med sig efter et træf i Norge – her er et par bud:
- Stor fundkoncentration nær gårdene
- Gårdene har ligget stille i al evighed, der skal nemlig flyttes mange tons sten, når man bygger i Norge
- Vandrette marker et et hit, rent fundmæssigt
- Der er fund at gøre overalt
- Relativt få mønter at finde
- Godt at have en solid spade med lidt spids, når der er lidt frost i jorden
- En regnjakke er god som vindbreaker – uden på de øvrige 5 lag tøj
- Vær forberedt på en vis kulde – tag de varmeste handsker og støvler med
Mine fund
Mønter
Der er formentlig tale om en ny personlig rekord i at finde mønter på et træf. Altså i nedadgående retning. I alt blev det til 3 mønter, som alle blev afleveret til de lokale lodsejere. Jeg har ikke kigget så grundigt på mønterne, men her er, hvad jeg ved:
- 2 øre, norsk
- 2 øre, norsk
- 1 øre, norsk
Øvrige fund:
- Fragment af cirkelformet beslag, jernalder/vikingetid
- Vægtlod, bly, vikingetid
- Vægtlod, bronze, vikingetid
- Fragment af armring, romersk jernalder
- 10-15 musketkugler
Klik her for at se flere fotos fra turen
