Så blev det atter tid til årets Midgaardsrally, denne gang placeret lidt nordligere end vanligt. Dog kun en smule. Læs meget mere herunder!
20. september, dag 1: Dejligt vejr
Sådan en fredag på Midgaardsrally er jo traditionelt en halv søgedag. Der var arrangeret adgang til enorme marker nær en ret stor bondegård og hele søgefolket var som altid tungt lastet med optimisme, da starten gik.
Markerne blev tildelt via Facebook-grupper, timet på en sådan måde, at parkeringspladsen ved lejren kunne tømmes på forsvarlig vis. Det var alt sammen meget moderne. Jeg var endt på Hold Grøn sammen med ca. 25 andre gode detektorfolk.
Der var to mulige parkeringspladser ved de store marker, hvilket jeg ikke havde opdaget, så på den måde blev valget nemt. Jeg endte på den mark med de højeste stubbe og det grønneste græs. Men vejret kunne man ikke klage over. Og hvordan gik det så med fundene på den mark? Joh, man skal jo glæde sig over, at man har sit gode helbred, det er helt sikkert. Og held i kærlighed har man jo også. Og veludstyret er man vel også. Ikke mindst når det gælder detektorudstyr og kameragrej.
Sidst på eftermiddagen var gejsten dog ved at være aftagende og vi samledes ved bilerne. Så var det, at der indløb nyt om fundet af en vikingetids armring i sølv ved Parkeringsplads II.
Den nyhed gav mod på livet og vi var snart en lille kortege, der straks drog mod nye jagtmarker. Marker som viste sig at være med noget lavere stubbe og lidt flere fund. Seglstampe i bly, parykskilling, vikingetids sølvarmbånd og den slags. Og masser af baller!
Det blev ikke til flere sølvarmbånd, men til gengæld blev det en skøn aften i lejren. Sådan en lun dag giver fin og velfortjent tørst og da forplejningen igen var helt i top med lækker mad, dessert og det hele, var der kun grund til at være tilfreds med livets tilstand.
Der blev trukket lod om en vaskeægte Deus II blandt årets træfarrangører og denne dejlige genstand fik selveste Christian Helt som sin nye ejer. Spørg lige om Christian var en glad mand!
Netop her blev grundlaget for morgendagens tildeling af Årets Spade i øvrigt også lagt, mere herom senere… 😊
21. september, dag 2: Saftige græsmarker
På denne lørdag, træffets store søgedag, endte Hold Grøn på nyslåede græsmarker hos en kvægavler med god plads. Masser af tåge, masser af saftigt græs og masser af brølende køer.
Der har tidligere været søgt på markerne, dog stod de dengang med højere græs, så der var håb om flere gode fund. Håbet blev dog ikke helt indfriet, selv om vi gjorde en solid indsats. Der blev gået mange skridt og svinget mange søgehoveder over mange græstotter, men der kom ikke tilsvarende mange fund.
Det lykkedes dog at finde et fragment af en enkelt fibel, fundet af Kristian Andreassen på de første marker, før vi tog os sammen og slog et kæmpe sving ud over en stribe andre marker, hvor der tidligere er fundet et par ældre mønter.
Dagens fund på de fjerneste marker blev vist Anjas ur fra Christian Dior, som dog trænger til en lille rensning.
Efter lidt mildt grundpres blev Chefen for Hold Grøn, Martin, enig med sig selv om, at det var tid at prøve reservemarken – en nysået mark nær en romansk kirke. Det var en fornøjelse i sig selv at komme lidt væk fra græsmarkerne og omsider at kunne grave relativt nemt.
Det var dog ikke et skift, der gav anledning til store mængder fund. Selv kæmpede jeg indædt for at finde en skillingsmønt i sølv, men uden held. Jeg fik vredet 8 mønter ud af den sandede muld, men ingen sølvmønt. Det gjorde til gengæld Jess, som diskede op med en 2 skilling klipping fra 1564, dagens fund på denne mark.
Efter at have hilst på en forbipasserende bil, tungt lastet med Ketlyer, løb mit søgehoved tør for strøm og det var tid til at søge mod lejren, hvor bruseren lokkede og en helstegt pattegris var gået i rotation.
Også den traditionelle præmieuddeling fandt sted – årets fund blev den fine vikingetids armring, fundet af Yilmaz Acil.
Og Årets Spade blev (igen, igen, igen) Christian Helt, efter en hård nats fejring af Deus II gevinsten.
22. september, dag 3: Fede fund
Når det kniber med fundene er hjælpen nærmest. Hold Grøn røg fredag til nogle af Pers og Mortens lækre marker, hvor der tidligere er gjort fine fund og det blev også tilfældet i dag, skal jeg da lige love for.
Michael Rønde nærmest snublede over en bøjlefibel, da han trådte ud af bilen.
Og kort efter var det Brian Christensen der slog til, denne gang med et seglstampe i bly.
Så var det tid til et spændende hattrick – hele 3 skivefibler dukkede op inden for et ganske snævert område. Først var det Rasmus Schøning, der viste vejen.
Herefter var der Deres udsendte, der fandt en nærmest identisk skivefibel. Og Lars Thygesen lukkede skivefibelfesten med et tredje eksemplar, som heldigvis ikke var helt så flot. Fine fund, ikke mindst når man tager i betragtning, at der er hele 25 kilometer i luftlinje mellem Ulbjerg og Skive.
Martin Kerner ville nu også være med, fandt en lækker, og lettere muteret næbfibel.
Brian Christensen slog til igen, denne gang med fundet af endnu en ligearmet bøjlefibel.
Og så var der en lille fest til sidst, hvor jeg selv fandt et forgyldt fragment af en bøjlefibel og et remendebeslag, Asbjørn fandt en vikingetids fingerring og en kobbersterling, Rasmus Brøndsgaard fandt en Otto Adelheid vikingetids sølvmønt og René Frederiksen lukkede festen med en engelsk sterling longcross.
Fotografen var helt forpustet efter denne tour de force – men på den fede måde.
Og mit sidste fund denne dag var – endelig – et fragment af en sølvskilling. Et af de ringeste fragmenter, der nogensinde er fundet, men dog et lillebitte hak i sengestolpen.
Arrangementet
Som altid på de kanter er det ren luksusforplejning. God mad fredag, lækker morgenmad lørdag og søndag, Helstegt pattegris lørdag, desserter, lækker madpakkeingredienser osv. Osv.
I love it!
Vær forberedt på snorken – medbring ørepropper, sovepiller og om nødvendigt, et telt.
Lærestreger
Det er altid en god idé at være forberedt på elektriske hegn. Før træffet så jeg en video om netop dette emne, som jeg desværre ikke helt kunne huske, da vi både på dag et og dag tre løb ind i elektriske hegn. Nu har jeg genset videoen, som dækker Deus II og delvist Deus I, her er et par kortfattede forslag til reducering af problemet:
- Sluk om muligt hegnet….
- Juster jordbalancen (løft søgehovedet op og ned nær jorden nogle gange imens pinpointer knappen holdes nede)
- Kør en Frequency Scan (hold øverste, højre knap nede i et par sekunder)
- Sæt evt. Scan til Auto under Options
- Skift frekvens og kør en Frequency Scan på hver frekvens, for at se om en anden frekvens er bedre
- Prøv Mono-programmet – test en frekvens ad gangen
- Sænk om nødvendigt Sensitivity indtil hegnet forsvinder (giver dog lavere søgedybde)
- Hæv evt. Reaktivity – så kan du bedre høre signaler (fjerner ikke hegnet, gør blot at du hører gode signaler også)
Mine fund
Mønter
- Fragment af 1 skilling, ukendt årstal, sølv
- 2 skilling, 1809-11, Frederik VI, kobber
- 2 øre 1874, Christian X, bronze
- 1 øre 1902, Christian X, bronze
- 2 øre 1906, Christian X, bronze
- 10 øre 1924-41, Christian X, kobbernikkel
- 1 øre 1926-41, Christian X, kobbernikkel
- 2 øre 1926-41, Christian X, bronze
- 2 øre 1940, Christian X, bronze
Øvrige fund:
- Fragment af smukt forgyldt bøjlefibel, jernalder
- Skivefibel, vikingetid
- Ornamenteret remendebeslag, middelalder / renæssance
- Lommeursnøgle, ikke gammel
- Rukonøgle, ret ny
- Salmebogsbeslag
- 3 x musketkugle, bly