Så blev det tid til årets Midgaards Rally. For 5. gang med udgangspunkt i ufatteligt gæstfri Låstrup ved Viborg.
15. september, dag 1: Jes finder Jesus
Vi var som altid ganske mange deltagere, men alligevel var det lykkedes for Rasmus S. og Michael H. at finde marker, der kunne rumme os alle til fredagens søgning, som startede kl. ca. 13.00
Forholdene var tæt på optimale. Imens vi søgte, kørte Bondemanden rundt med en enorm harve og præparerede markerne foran os. Når en mark var klar (faktisk lidt før) blev den straks invaderet af metalhungrende detektorfolk, på jagt efter deres livs fund. Ikke utænkeligt at et par detektorfolk røg under harven, men hvem tæller?
Nogle var heldige fra start, herunder Ketley den Ældre, som lagde ud med at finde en velbevaret søsling, altså clean danefæ. Tillykke til Jan, også i forhold til at holde sønnike lidt i kort snor, rent fundmæssigt!
Efter en times tid var der fuld jackpot til Jes fra Lading, som gjorde et af de helt usædvanlige og overraskende fund, som vi alle drømmer om – en fantastisk Jesus-figur med flot ornamentering og forgyldning. Det vil føre for vidt her at sætte ord på, hvor brilliant et fund det er, blot vil jeg glæde mig over, at jeg befandt mig i nærheden, og dermed fik mulighed for at tage et par lækre fotos af den vidunderlige middelaldergenstand på selve gerningsstedet.
Det var ikke alle, der fik friske danefæ-hak i den gode gamle sengestolpe, men der var som altid fine fund indimellem. Vi må fx ikke glemme Lars Thygesens fine vikingetids-sølvmønt af Otto Adelheid-typen, altså en mønt slået i Tyskland omkring år 1.000.
Eller Ole Spanners borgerkrigsmønt fundet ikke langt derfra, dvs. da vi nærmede os den nærliggende landsby og den nærliggende kirke. Desværre var der langt mellem de gamle mønter, jeg ville ellers have sat stor pris på at få sådan en svend i fundposen.
Jeg skal dog ikke klage. Da jeg fandt en delfin-1-øre og nysgerrigt kiggede på årstallet, viste det sig at jeg havde fundet én af de sagnomspundne 1881´ere. Igen, må jeg sige, da det er 3. gang denne skæbne overgår mig. Et dejligt tilskud til detektordieselhakkeren, må jeg sige.
16. september, dag 2: De Gule Marker
Lørdag startede knap så skoldhedt, rent vejrmæssigt. Vi var opdelt på hele 4 lokationer, så der var ikke helt så gode muligheder for at bevare overblikket over dagens fund.
Dagens første fine fund på Gul Lokation var en borgerkrigsmønt fundet af manden med det detektorvenlige navn Finn. Finns første borger nogensinde. Man aner et kors på mønten, så den er god nok.
Herefter var det Mikkel E. der slog til med et fantastisk flot formodet fragment af en fin fjerprydet fuglefibel.
Senere slog den unge Rasmus til igen med et fragment af en urnesfibel, eller noget i den retning, fascinerende nok fundet med programmet ”Allan”, et program jeg foreslog Rasmus for år tilbage, da Deus I herskede enevældigt i dele af vores lille kongerige. Nu tilpasset Deus II, som jo i bund og grund har samme menuer. Måske jeg skulle høre om jeg kunne få en kopi af det dér Allan-program?
Dagen sluttede med helstegt pattegris, 3 slags lækker fadøl og udveksling af de sædvanlige, velkendte pralerier. Meget interessant, faktisk, at høre nye varianter af de historier vi også hørte sidste år og i flere år før det.
Årets fund blev Jes´ Jesusfigur, naturligvis.
17. september, dag 3: Ringens Herre
Søndag var vi fordelt på 2 lokationer, heraf var jeg på den ene. Jeps, far-humor!
Efter en uendelig lang morgensnak fra Formanden gik turen til Rød Mark, hvor der var håb om, at det store plateau ved det nærliggende hav kunne have tiltrukket metalrige personer i længst svundne tider.
Og naturligvis havde det det, i hvert fald til en vis grad.
Først var det Ditte, der slog til. Et meget fint kors fandt hun, på den helt nysåede mark. Jeg håber at nogle af dagens fotos giver blot en flig af et indtryk af, hvor fin en lokation, dette var. Dejligt bakket terræn, flotte, bløde kurver og en smuk udsigt over havet.
Dagens helt store fund var en fantastisk ring, fundet af Poul H. Måske fra noget seletøj, men i hvert fald i helt eminent kvalitet med flot ornamentering, forgyldning, forsølvning og en imponerende patina. Utroligt, hvad man kan finde med en Equinox!
Lige inden vi ramte madpakkerne fik Callesen gevinst i form af et lækkert, lækkert dirhemklip fra øverste skuffe, lidt som at score i overtiden, vil jeg mene. Godt gået.
Arrangementet
Låstrup er en ganske særligt gæstfri by. Her leveres en helt eventyrlig service i form af lokaler, fantastisk mad samt udsøgt betjening af detektorfolket. Jeg savner ord!
Herunder er oplistet noget der minder om en ingredienserne til et vellykket detektortræf hos et gavmildt lokalsamfund:
- Inviter 100 deltagere fra nær og fjern
- Opstil et morgenbord der overgår Scandic Kødbyens, med hjemmebagte morgenboller, varm leverpostej, bacon og alt muligt
- Servér forloren hare fredag aften med masser af brun sovs og så videre og så videre
- Bestil en lækker, helstegt pattegris til lørdag aften
- Invitér ca. 1 (smuk) kvinde pr. 20 mænd (holder mændene til ilden) – gerne flere!
- Find et par rutinerede, vejrbidte folk til at skaffe søgejord, gerne en tyk og en tynd
- Lav en uhyrligt svær Kahoot – gerne to
- Sæt et stort, dejligt snakkehoved til at styre det hele
Bland ovenstående grundigt og så har du i hvert fald en del af opskriften på et Midgaards Rally. Tilsæt en kompetent og ubestikkelig dommerkomité, 3 slags fadøl (max 6,5%), masser af tørret kød fra Låsby, nogle kasser sodavand, lidt spiritus og en spandfuld ørepropper.
Lærestreger
Tjek altid årstallet på dine 1-ører. Dem fra 1881, 1892 og 1876 er fx i relativt høj kurs. Regn dog ikke med at få millioner for jordfundne 1-ører. Ved en efterfølgende gennemgang af mit lager af 1-ører fandt jeg 2 stk. fra 1892, så pensionsopsparingen er så småt ved at være på plads!
Og igen-igen – find nogle at følges med på markerne. Eller følg diskret efter nogen. Helst de rutinerede, alternativt de heldige. Glem Amund, medmindre du er triatlet, han går for hurtigt og for langt, så du går kold efter 20 km.
Det er op ad bakke selv at finde et hotspot, det er meget nemmere, hvis man er flere, der følges ad. Det gælder også i det daglige, så vær ikke bange for at invitere gode detektorvenner på besøg, det betaler sig på alle tænkelige måder.
Mine fund
Var ikke oppe at ringe på den store klinge i år, men hvad gør det, når man får en på den sociale oplever. Lidt fund blev det dog til – og så kan jeg jo ofte glæde mig over nogle sjove og minderige fotos, når jeg kommer hjem.
Mønter
- 2 skilling 1699, sølv, Christian V (norsk)
- 2 skilling 1711, sølv, Frederik IV (norsk)
- 3 R.B.S 1842, Christian VIII, sølv
- 1 øre 1881, Christian IX, bronze (jeps, min 3. af slagsen)
- 2 øre 1926-1941, Christian X, bronze
- 2 øre 1956, zink, Frederik IX
- 2 øre 1948-1972, zink, Frederik IX
Øvrige fund:
- Nål, middelalder
- 2 x forgyldt skrinbeslag eller lignende (hører sammen)
- Vægtlod, bly, vikingetid
- Amulet, med inskription, bly
- Amulet / klinkeprop med inskription, bly
- 4 x musketkugle, bly
- Salmebogsbeslag
- Knivendedub, middelalder