Helligtrekongerringen fra Sandgravvold…
…en øjenvidneskildring
I mindst et år har jeg lovet en lille håndfuld af mine detektorkammerater en tur til voldstedet Sandgravvold. Turen var programsat til 30. marts 2013 men blev udsat en uge, idet frosten ikke var gået af jorden. Ikke at vejret var blevet direkte mildt af den grund, næ nej. Der stod en isnende kold vind ind fra vest og med jævne mellemrum testede en russisk hær af hagl vores påklædning og moral.
Men moralen var høj. Den blev fra morgenstunden understøttet af lidt kage og et par solide fund.
I regn, sne og slud, må detektormanden ud
En flad hulpenning bliver glemt
Først stampede Jesper en flad hulpenning op af jorden og relativt kort tid efter gjorde han et fund der kom til at præge hele resten af dagen og de følgende dage og uger..
Og hvad var det så der dukkede op af jorden? Jo, det var såmænd en ring. Ikke bare en ring. En utroligt fin ring. I første omgang vidste vi andre slet ikke det var en ring, men da Jesper efter en stund var færdig med at juble op i den iskolde luft, liggende på ryggen på den bare jord, åbnede han langsomt og gnækkende sine hule hænder og åbenbarede “sit livs fund”.
En flot guldring med en masse flotte, graverede middelalderbogstaver dukkede frem i lyset. En mistænkeligt fin guldring.
Første foto af ringen i 700 år…
Et langt navn
Men hvad var det der stod på ringen? Der blev vendt, drejet og studere. Vi fandt frem til at der stod BALTAZAR. Og MELCHIOR. Og et tredje navn som var lidt mere mystisk, men i sidste ende viste sig at være JACPER. Ingen detektorfolk ønsker at være til grin, så vi tog for en sikkerheds skyld de kritiske briller på, for at se om vi kunne finde hager ved ringen.
Måske lidt for kritiske briller, skulle det senere vise sig.
Ib Krause-Kjær går grundigt til værks. Kan det virkelig passe at den er god nok?
Hullerne i osten
Var den i grunden ikke lidt for let, den ring? Kunne det virkelig være guld? Og var den ikke lidt firkantet i kanten. Og lidt for ensartet?
Var der ikke også noget med at man brugte navnet Baltazar i forbindelse med rollespil, måske som et navn for djævelen? Eller var det Beelzebub? Var for resten der ikke en rollespilsklub i nærheden der hed Stjær Rollespilsklub. Eller var vi ude i noget Ringenes Herre dyrkning? “My precious…..”
Og hvad med den mærkelige samling af ringen? Hvorfor var den så uelegant.
Var det mon i virkeligheden et barn på egnen der hed Jesper Melchior Baltazar, som havde tabt sin ring? Måske en lille sød dreng, som nu sad og græd hjerteskærende med en slikkepind i stedet for sin savnede sin ring og var parat til at give 5 kroner i dusør?
Ville Jesper risikere i fremtiden blive kendt som “Professor Baltazar”, hvis han spillede sine kort forkert?
Uha, uha!
Professor Baltazar – på sandgravvold? Hmmm…
Og dog…
På den anden side. Kunne det virkelig være en adelsmand, der havde tabt ringen på voldstedet i en nær eller fjern fortid?
Vi prøvede at sammenligne vægten med vore egne vielsesringe for at få en fornemmelse af om den var af guld. Men vore hænder var dybfrosne af den arktiske vind. Og vore hjerner tilsvarende frosset ned. Humøret steg og faldt i dagens løb, efterhånden som iskolde, hagltunge polarvinde og amatørarkæologiske argumenter skiftede mellem sol og vindstille. En dramatisk dag med masser af tanker og følelser. Uanset hvad, var vi enige om, var det en god historie til de lange vinteraftener.
Amatørarkæolog Kim Callesen fremviser et smil der i den aktuelle kulde mere end antyder nordskotske gener
Konteksten var jo helt rigtig. Ingen moderne affald på voldstedet. Vi havde efterhånden søgt i mange timer på stedet og stort set kun fundet 2 Tuborg kapsler og en svensk 5-øre fra 1800-tallet som faldt udenfor stedets 1300-tals datering.
Adelsmandens afhuggede finger
Og ringen lå lige der, hvor en 300 meter lang bro i sin tid havde ramt voldstedet inde fra land.
Vi så for os i kulden, hvordan en angribende hær, med en adelsmand i spidsen, eller en forsvarende ditto, havde fået hugget en finger eller en hel hånd af på netop dette sted og dermed mistet sin fantastiske ring.
Og på XP Deus gav ringen signal omkring de 50 på 18 kHz som fint passer med guld.
He, he, (host) he…
Midnatsresearch
Vi var tålmodige. Vi var langt væk fra civilisationen, havde set frem til turen længe og ønskede på ingen måde at forlade en spændende middelalder lokation. Det var desuden alt for koldt til at Google via telefonerne medmindre vi ønskede at fremprovokere akut gigt i hænderne.
Men da aftenen faldt på, Ibs pølser var spist (pølserne knasede lidt fordi Jesper ring-finder i sin middelalderrus havde taget fejl af pølsevenderen og en graveskovl) og lodsejeren havde set vore fund (lodsejeren kunne i øvrigt oplyse, at der ikke har været rollespil på stedet de seneste 30 år) gik turen hjem til Fruens varme favn og Go´e Gamle Google.
Herefter fandt en hidsig dialog sted via e-mail, med diverse ligeglade koner knevrende i baggrunden, imens vi fordøjede den næringsrige blanding af oplevelser, pølser, brød og voldstedsjord.
Undertegnede fandt hurtigt forbindelsen til de 3 vise mænd. JACPER, MELCHIOR og BALTAZAR er ganske enkelt navnene på de 3 vise mænd, kendt fra Bibelen! Jeg synes nok jeg havde hørt dem før 🙂
…Melchior…
Skæbnens ironi
JACPER hedder i øvrigt rent faktisk Jesper (eller Casper) på dansk. Hvor utroligt sjovt at netop en Jesper skulle finde denne ring!
Hurtigt blev denne nye viden suppleret af dette lovende link fra Kim Callesen, som ligeledes var på de høje nagler. Linket viser en ringbroche, muligvis produceret i England eller Frankrig, som i uhyggelig grad minder om den fundne ring. Tekst og typografi er fuldstændigt identisk. Hvis de to genstande ikke er i familie, så ved jeg snart ikke hvad!
Fundet med XP Deus, program 2 18 kHz, signal 50, standard søgehoved
Beviserne hober sig op
Rollespilsteorien faldt også med et hult drøn. Man bruger ikke disse navne i den verden.
Der blev desuden fundet lignende inskriptioner i tidligere fund. Ikke mange, men alle i originale smykker fra 13-1400-tallet.
Et nærstudie af ringen hos en livline påpegede endvidere at bogstaver mv. var uensartede og dermed formentlig håndgraverede.
Håb begyndte lynhurtigt at blive til tro.
…Baltazar…
4,11 gram, 21 mm i indvendig diameter, 5 mm høj
Jesper kunne lidt senere supplere med et link til en ring fundet i Ribe af Flemming Gadgaard, ligeledes dateret til 1300-tallet. Han kunne også oplyse at ringens kerne tilsyneladende ikke er guld, hvilket fremgår af et lille brud i den ene side af ringen. et brud som Jesper skønsmæssigt vurderer til at have fundet sted “da krigeren fik hugget fingre af umiddelbart efter han til hest og i fuld galop var kommet over broen og igennem borgporten“. Dvs. i 1300-tallet.
Vægten blev på Jespers køkken- eller badevægt groft fastsat til cirka 5 gram (en senere finvejning hos undertegnede viser 4,11 gram), hvilket på øjemål godt kunne passe med forgyldt sølv. Den er 21 mm i indvendig diameter og 5 mm høj.
En ring og dens spade
Håndgraveret kram
Og der var flere indicier. Ringen er ikke magnetisk som visse moderne kopiringe. Den mystiske samling er måske en reparation, idet den er lavet midt i et bogstav. Graveringen i ringen er dejligt uensartet, ikke lavet på en maskine. Og bogstaverne er, som særindkaldt konsulent/livline Henrik Brinch fra Detecting People gjorde opmærksom på, forskelligt skåret. A´erne er fx ikke ens.
…Jesper…
Konteksten
Og vigtigst af alt – konteksten. Ringen er jo ikke fundet i en park. Den er fundet på et voldsted fra 1300-tallet. Tæt ved Storring…
Slet ikke så ringe endda!
Ringens herre