Dag 1: 1 april
Så oprandt den store dag, hvor 24 detektorfolk fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland samledes på den sagnomspundne sydhavsø Ærø med henblik på at deltage i ”Ærø Påsketræf 2015 – tre dage i jernalderens og vikingetidens kulturlandskab”.
Formiddagen gik med transport, herunder en smuk tur med færgen fra Svendborg til Ærøskøbing og efterfølgende indkvartering på vandrerhjemmet i Marstal. Efter de indledende praktikaliteter gik turen til dagens 2 marker, hvoraf den ene stod under vand. Vi valgte derfor at gå på den anden.
Dagens søgning foregik i 17 sekundmeter vind med spredte haglbyger. Det betød, at der var rigtigt gode muligheder for at få filet næsen til, hvis man undlod at gå 100% med vinden, når de vandrette haglprojektiler føg gennem luften.
På førstedagen havde vi fornøjelsen af, at have selskab af DR, som optog fra den spændende begivenhed til aftenens prime time nyhedsudsendelse.
Fundmæssigt kom vi godt i gang. Der blev fundet flere stykker betalingssølv og enkelte fibler, som jeg desværre ikke fik taget fotos af, grundet den vanskelige vejrmæssige situation. Jeg fandt selv et lille sølvklip, mit første nogensinde, så det var lidt stort, om jeg så må sige.
Derudover løb jeg ind i en dejlig norsk 8-skilling fra 1733, som først gav sig til kende som en kulsort, tynd metalskive. Først efter rensning, med det meste af en dunk af nationalmuseets vand, dukkede ordet ”skilling” delvist frem af tågerne og mønten kunne efterhånden bestemmes.
Jeg havde medbragt 3 søgehoveder til Deus, men valgte på førstedagen at gå med det store 13×11” hele dagen, idet markerne var relativt vandrette, med pæn afstand mellem signalerne. Og fordi det kun var en halv dag, der skulle søges.
Tilbage på vandrerhjemmet blev vi beværtet med rigelige mængder god mad og drikke, hvorefter aftenens underholdning gik i luften. Først med et indlæg om sporlogning v. Glenn Abramsson, med illustrative kort fra tidligere detektorarrangementer. Derefter nød vi i plenum et smukt indslag om os selv i DR nyhederne kl. 21.30, som var endnu en god reklame for detektorhobbyen.
Aftenen afsluttedes med et indlæg om genstandsfotografering v. Poul Andersen, den berømte danefæfotograf fra Ærø, med fokus(!) på stacking af fotos samt minimering af de dertil hørende softwareomkostninger. Stacking af fotos, gør det muligt at optimere dybdeskarpheden på fotos af genstande med stor dybde, fx fiber og ringe. Nu glæder jeg mig blot til at finde et objekt, der fortjener at blive fotograferet med stacking. Fruen har sagt nej til at være motiv men så må jeg jo nøjes med noget mindre smukt…
Dag 2: Skærtorsdag
Dette var så dagen, hvor vi fik mulighed for at ”snitte” hjørnet af den legendariske vikingehandelsplads Havsmarken. De udvalgte marker ligger lige ud til vandet og forhåbningerne gik i retning af fund fra førromersk og romersk jernalder, meget gerne suppleret med en solid dosis vikingetid.
Der var ganske store arealer til rådighed fra morgenstunden, men ved sjov en statistisk tilfældighed befandt væsentlige dele af detektorstyrken sig ret hurtigt nede i den ende af marken, som udgør den yderste, nordlige del af Havsmarken. Dette gav hurtigt resultater i form af dirhemklip og vægtlodder fra vikingetiden.
Jeg havde i dag indledningsvis valgt at suse rundt med det mellemstore 11×11” søgehoved, for at sikre maksimalt momentum dagen lang. Det føltes dejligt let og søgehovedet viste sig at have en særlig smag for musketkugler i pinocchiokuglestørrelse. Altid hyggeligt med sådan nogle små fyre, men det mentale sigtekorn var stillet skarpt på fibler, og som tiden gik var der i stigende grad plads til fremskridt på den front. Derfor skiftede jeg over middag til det store 11×13” søgehoved, for at dække størst muligt areal.
I min rygsæk bar jeg 3 ting: Mit kamera, en brikjuice (æble) og en Toms guldbarre.
Førstnævnte gav mig muligheden for at få et par gode ”live” fotos af dugfriske oldtidsfund. Først var det Tommy, der halede et par fine fibler fra romersk jernalder op af jorden. Den ene endda med nålen intakt, hvilket indikerer at den har ligget trygt og godt indtil for nylig.
Derefter var det Jesper Janke Hansen der fandt et smukt vikingetidssmykke med forgyldt ornamentik. Dette fund blev gjort i en ”sort plet” på marken og uden tøven gik vi begge i gang med at tøffe lidt rundt i pletten, for at se om der skulle ligge mere af samme skuffe.
Det foregik på den måde, at Jesper pilede rundt om mig og pillede vægtlodder og sølvmønter op af jorden imens jeg med svindende selvtillid koncentrerede mig om at rense området for velklingende affald. Ak ja.
Næste motiv var John Kvanlis smukke jernalderfibel, som er både smuk, sjælden og særdeles velbevaret med en udsøgt patinering. Dette fund blev velfortjent kåret til træffets bedste fund.
Men det stoppede ikke her. Leif Hartmann tog sig tid til at vise nogle af de nysgerrige gæster, hvordan en metaldetektor fungerer, men fandt alligevel tid til selv at finde et smukt stigbøjlebeslag, ikke langt fra base camp.
Og vores tyske repræsentant, Jochim Weise, fandt flere fine sager, heriblandt en lille fin guldbarre på 2,64 gram.
Personligt toppede jeg med min første fingerbøl i sølv, lettere fladtrykt af en traktor eller, hvem ved, måske af Jan Hein, som gik lige ved siden af?
Det var mig en lille trøst, at en senere rundspørge viste, at langt hovedparten af deltagerne på træffet har fundet flere romerske mønter, end de har fundet fingerbøl i sølv….
Præcis her er det måske på sin plads, endnu en gang, varmt at takke Jan Hein for de dejlige, dejlige kager, han medbragte både torsdag og fredag! 🙂
I samme åndedrag vil jeg rose lodsejeren for at servere nygrillede pølser med kartoffelsalat både torsdag og fredag. Det var utroligt dejligt og vi følte os meget, meget velkomne hos Bent Juul Sørensen på Gravendal!
Aftenen sluttede på værdig vis med uddeling af en betragtelig mængde præmier fra en lang række sponsorer. Det vil føre for vidt at remse dem op her, men i bunden af artiklen er der link til fotos af den fornemme begivenhed. Der var også en hundesvær quiz om Ærøs historie, som blev vundet af Jan Hein med 8 rigtige svar ud af 12 mulige.
Dag 3: Langfredag
Fredag startede vi på en mark, som mest af alt lignede en nypræpareret skiløjpe. Fuldstændigt jævn og tromlet med små riller. Perfekt egnet til det store 11×13” søgehoved. En fryd for en detektormand.
Over stok og sten gik det. Det væltede op med knapper og der var da også enkelte mønter at finde, dog ikke særligt gamle. Nogle af de andre fandt enkelte fibler, dog ikke i samme klasse som den foregående dag, og der blev fundet dirhemklip og et gudslam på en lille tilstødende mark.
På vej tilbage til frokost fandt jeg en nyere guldring, 14K, så det var da noget.
Der blev søgt til det sidste og den evigt effektive Iohannes sluttede før-frokost spurten af med en super flot urnes fibel.
Efter frokost var der spredning på gårsdagens marker og de ”nye” marker. Og Sørme om ikke det igen var Iohannes der gjorde et af de allerfineste fund, nemlig en komplet vægt fra vikingetiden.
Herefter gik turen hjemad, mæt af oplevelser og en dejlig oplevelse rigere.
Hvor er livet dog egentlig skønt.
Arrangementet
Ærø Påsketræf 2015 var som ventet utroligt velgennemført. Når Steen, Glenn og Poul er arrangører kan man tage det helt roligt. Intet er overladt til tilfældighederne. Overnatning, forplejning, program, fundposer, museet, sponsorer, lodsejere, pressen, underholdning, kvalitetsmarker. Alt er der styr på. Selv vejrguderne var nogenlunde under kontrol, hvilket man jo langt fra kan tage for givet den lunefulde i april måned.
Stor tak herfra til de arrangører og øvrige sponsorer, som står bag dette vidunderlige træf i et af kongerigets fineste og mest historiemættede naturområder.
Lærestreger
Det er jo altid godt at have lidt med hjem i rygsækken. Det kan være svært at pege på noget specifikt, men her er noget af det der først falder mig ind:
- Når der ligger et fint fund, ligger der også flere. Det har jeg før konstateret, men jeg bliver ved med at glemme det. Når man går rundt på så store marker, kan man vælge at være en ensom ulv, der leder efter de mest optimale lokationer. Eller man kan vælge at holde øje med, hvor folk samler sig, for i disse områder er der sikkert gjort et eller flere gode fund. Jeg gik meget mine egne veje og foretog af og til en grundig afsøgning af en særligt lovende plet. Det gav ikke de store resultater denne gang, men heldigvis var der andre, der var bedre til at finde de gode pletter.
- Samtale giver resultater. Det var nok turens mest givende lektie for mig. Det var tydeligt, at de der var på Ærø med deres sædvanlige søgemakkere, var i stand til at udveksle en masse erfaringer undervejs og de var således optimalt klædt på, i forhold til de forhåndenværende fundtyper. Hvis man er klar over, at 2 personer i nærheden har fundet dirhemklip, så indretter man naturligvis sin svinghastighed, sin ganghastighed og sine detektorindstillinger herefter. Og påbegynder måske en synkroniseret, systematisk afsøgning. Dette er jo også tankevækkende i forhold til vores egen dagligdag derhjemme, hvor vi nok er mange, der ofte går alene rundt på markerne. Måske giver 1+1 også mere end 2 hjemme på vore egne marker. Måske skulle man fokusere mere på at komme afsted, ud på markerne, flere ad gangen?
- Systematik er ikke nødvendigvis optimalt når du kun er på en mark én dag. Jeg har efterhånden vænnet mig til at afsøge marker systematisk, eller i hvert fald i lige spor. Det er en fordel på de marker, jeg går på til dagligt, idet jeg så undgår at rende rundt oven i mine egne spor. Men når jeg kun er på en mark i én dag, giver det knap så meget mening. Her er det måske en fordel at lægge denne vane af sig og i stedet gå direkte efter de steder, som (jeg tror) er hotte. Ellers går der for meget tid med at tegne pæne spor på GPS´en.
Mine fund
Det blev ikke mig, der fandt fibler og dirhemklip, men lidt dukkede der da op af jorden. Her er et kort resumé:
- 1 stk. sølvklip
- Guldring 14 karat, 2,685 gram
- Fingerbøl i sølv
- 13 hele knapper (intakte med hul og det hele)
- 7 musketkugler, alle i pinocciokuglestørrelse
Hertil kommer 9 mønter:
- 8-skilling 1733, sølv, norsk, Christian VI
- 1 skilling 1771, kobber, Christian VII
- 1/5 rigsbankskilling 1842, kobber, Christian VIII
- 1-øre 1880, bronze, Christian IX
- 10 øre 1907, sølv, Svensk, Oscar II
- 2 øre 1913-23, bronze, Christian X
- 10-øre 1920-23, kobbernikkel, Christian X
- 1 øre 1929, bronze, Christian X
- 1-krone 1999, kobbernikkel, norsk, Harald V
Pingback:Ærø Påsketræf 2015 – Havsmarken