Stubmarken kalder
Der er stubbe på marken. Vejret er dejligt. Fruen har travlt med lektier. Børnene klager over, at det er længe siden vi har været ude for at finde mønter. Der er ikke noget at betænke sig på.
Vi traver ud på marken, ungerne skændes om, hvem der skal have lov at bruge pinpointeren først. De laver en aftale og inden længe finder vi gudhjælpemig en fin 2-øre fra 1874. Dagen er reddet. En af de allerførste 2-ører. En god start.
De kære børn
Ikke længe efter står ungerne igen med en mønt i hånden. Igen med et 2-tal på forsiden. Det er en såmænd en 2-skilling fra 1815. Slet ikke dårligt, nu hvor solen truer med at gå ned.
Sølvmønter fra en svunden tid
Christina og Albert opgiver freden omkring pinpointeren. Christina går hjem. Albert og jeg kan lige nå et kvarter mere. Og så kommer aftenens scoop. Tæt ved den rørlagte bæk dukker en sølvmønt op. Den er ganske fin, men meget slidt. Med et kors og et slags A på bagsiden. Og så endnu en sølvmønt et par meter derfra. Igen med et kors, men med et andet motiv på bagsiden.
Borgerkrigsmønter?
Jeg kender ikke disse mønter. Ungerne får børstet tænder, læst bog, de bliver kildet, nysset og dikket. Og så er der fred til at forske.
Der går et par timer på nettet. Det nærmeste jeg kommer er, at det er nogle af de mange borgerkrigsmønter fra de urolige år 1241-1375. Klik selv her og se lighederne. Jeg kunne dog ikke finde en mønt der var præcist magen til mine 2.
Jeg levede derefter i 3 dage i den tro, at mønterne var borgerkrigsmønter og dermed ca. 700-800 år gamle.
Tyske vikingemønter!
Hjælpen kom fra et par kolleger i detektorklubben Tellus, hvor jeg spurgte efter hjælp. Peter Steen og Andrew fik identificeret den ene som Otto I, som regerede i 961-973. Læs meget mere om ham her. Dvs. at mønterne ser ud til at være fra lige midt i vikingetiden og ca. 7-19 år ældre end vikingeborgene Fyrkat, Trelleborg og Aggersborg. Mønterne er dermed præget da Harald Blåtand var konge i Danmark.
Nr. Vissing – en gammel by
For 1000 år siden har en viking sat sig ned for at spise sin madpakke ved bækken, lige uden for Nr. Vissing. Desværre var der hul i hans lomme, så ud røg 2 sølvmøntermønter, som han havde bragt med sig hjem fra en tur syd for grænsen. Eller måske har fået i byttepenge, da han sidst var på marked inde i vikingebyen Århus.
Ikke langt fra stedet, hvor de 2 vikingemønter blev fundet har jeg, som beskrevet andetsted her på sitet, tidligere fundet 3 romerske mønter fra år 69 – 157 e.v.t. og Nr. Vissing er desuden omgivet af gravhøje. Der begynder dermed at tegne sig et mere og mere sikkert billede af, at Nr. Vissing har været beboet, mere eller mindre på sin nuværende placering, i mere end 3.000 år.
En god dags høst: Delfin 2-øre 1874, 2-skilling 1815 og 2 vikingemønter
En särskild hälsning till alle barn i Rösjöskolan i Täby Sverige 🙂
Og naturligvis også en særlig hilsen til alle børn på Veng Fællesskole, Danmark 🙂
Eksterne links
Borgerkrigsmønter