Menu Luk

Skillinger

Gamle skillinger får nyt liv

Når du går med detektor må du se i øjnene, at du før eller siden finder en skillingsmønt. De findes i mange varianter og i mange aldre. Min første skillingsmønt var en 4-skilling i sølv fra 1856. Det var en stor dag. Et er at finde øre-mønter, et andet at finde skillingsmønter.

4-skilling sølv

En 4-skilling i sølv er ikke ret stor. Den giver ikke noget vanvittigt stort signal og som begynder skal man være lidt heldig, for at ramme sådan en fætter. Det er ikke nogen sjælden mønt at finde med detektor, men de ligger trods alt ikke overalt.

4-skillinger

2 stk. 4-skillinger i sølv

Små sølvmønter finder ikke sig selv. Når du finder en sølvskilling, så har du nok gjort et eller andet rigtigt. Små sølvmønter kræver nemlig en god blanding af disse ingredienser:

  • Et godt sted at søge, fx. en mark nær en gammel landsby eller en gammel sti
  • Velfungerende udstyr, altså en rimeligt god detektor, som er korrekt indstillet
  • God søgeteknik, tæt ved jorden, rigtig sving hastighed
  • Held

1-skilling bronze

Jeg er efterfølgende rendt ind i et antal 1-skillinger fra 1856-1860. Disse mønter er noget nemmere at finde, da de er lavet af kobber. Kobber giver et klokkeklart signal, idet det er et meget ledende metal. Det er nok ikke tilfældigt at man har valgt at lave ledninger af kobber. Mønter af kobber og bronze finder næsten sig selv. For slet ikke at tale om celte af bronze….

1-skilling

1-skilling rigsmønt, bronze, 1860, lidt beskidt

1-skilling 1771

En mønt alle detektorfolk åbenbart finder er 1-skillingen fra 1771. En mønt jeg hørte meget om, vør jeg endelig fandt én. Men her i sommers løb jeg så ind i den, her i Nr. Vissing.

Grunden til at der bliver funder relativt mange af disse er nok, at det er en stor mønt, den er lavet af kobber og den har lav pålydende værdi (man har derfor ikke passet så godt på den). Det er dermed svært at overse en 1-skilling 1771, hvis man svinger hen over sådan en ude på marken.

En lidt nyere mønt af cirka samme størrelse er en 16-skilling fra 1814. Sådan en fandt jeg på vores lokale legeplads, tæt ved kroen, som er fra 1801. Den lå ret dybt, og hvis ikke den havde været så stor, havde jeg næppe fundet den. Mønten er slået året efter den danske statsbankarot i 1813 (den dumme Napoleon) og den har nok været træls at tabe. Måske er den tabt i en brandert, af en af kroens gæster?

skillinger

½-skilling 1719 – kobber, 1-skilling 1771 – kobber, 16-skilling 1814 – kobber

Skillinger fås i mange varianter

Mine skillinger er fundet i området omkring Nr. Vissing og Veng. Jeg har fundet skillinger fra 1719-1867. Der er dog slået skillinger i Danmark i mange hundrede år, så jeg regner med at løbe ind i en hel del flere og ældre, når jeg får fundet det rigtige sted at lede. Eller også skal jeg måske bare lede lidt bedre, her i Nr. Vissing?

skillinger

Øverst: 1-skillinger 1854-1867, Nederst: 4-skillinger 1854-1856.

1 Comments

  1. Pingback:Metaldetektor » Skillinger – dejlige mønter

Der er lukket for kommentarer.