Menu Luk

Romerske mønter

En gammel knap?

Den første fredag i efterårsferien 2009, midt i Disney Sjov, travede jeg rundt på en mark i Nr. Vissing. Der dukkede først et par ca. 100 år gamle mønter op og så dukkede en gammel mønt op, som jeg først troede, var en knap. Den gav ikke noget særligt godt signal på metaldetektoren og den havde en pukkel på bagsiden, som ved første øjekast mindede om et knaphul der var knækket og nu fyldt med jord. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at der var et portræt på forsiden og en primitivt tegnet mand på bagsiden.

Da jeg kom hjem og skyllede den, lignede den ikke noget jeg havde set før. Et opslag i Siegs møntkatalog gav heller ikke noget resultat. Det gjorde til gengæld en søgning på internettet. Det gik hurtigt op for mig, at der måtte være tale om en meget gammel mønt fra Romerrigets tid.

En hilsen fra det gamle Rom

Efter 4 timers søgning fandt jeg i et møntkatalog på nettet en lignende mønt, en denar fra Marcus Aurelius tid, dvs. ca. år 150. Jow, jow.

Romersk denar Marcus Aurelius 156-157 forside

 

Endnu en hilsen fra Rom

Præcis 1 uge efter, også midt i Disney Sjov, gik jeg en tur mere på samme mark. Og vupti, så fandt jeg endnu en ”romer”.  Denne gang et noget mere beskadiget eksemplar, hvor et hjørne var brækket af. Men helt sikkert en romersk mønt. Det lykkedes mig i første omgang ikke at bestemme denne mønt på internettet. Der blev præget mange forskellige mønter i det gamle Rom.

Danefæ

Mønter der er ældre end 1536 er danefæ og de skal afleveres til Nationalmuseet.  Jeg drog derfor ind til Skanderborg Museum. De flinke arkæologer tog glade imod de 2 mønter og som blev sendt til Nationalmuseet til nærmere vurdering. Museet i Skanderborg vurderede i første omgang ”med 300 % sikkerhed” mønt nr. 2 til at være fra kejser Neros tid. Tilbagemeldingen blev dog efter nogle dage ændret til en anden kejser med stor billedlig lighed (grimhed), nemlig Vespasian.

Tilbagemelding fra Skanderborg Museum

Skanderborg museum kunne ved samme lejlighed oplyse, at den første mønt jeg havde fundet næsten med sikkerhed, er fra 145 og altså slået da Marcus Aurelius var ”kronprins” til kejserdømmet og at den anden er fra Vespasians tid (år 69-79) og altså næsten 2.000 år gammel. Vespasian-mønten er muligvis en antik forfalskning da det ser ud til at det er en ædel legering over en kobber-kerne. Begge mønter er formodentlig denarer og altså mulige sølvlegeringer

Før år 800 brugte man slet ikke mønter som betalingsmiddel i Danmark, som vi gør i dag. Disse mønter er altså fra dengang, hvor man afregnede efter metallets lødighed og vægt og ikke efter mønternes pålydende værdi. Det er sandsynligvis derfor, at der er knækket et hjørne af den ene mønt.

Præcision er en æressag

I december havde jeg besøg af 2 arkæologer fra Skanderborg Museum, som ønskede en fuldstændig præcis GPS-opmåling af findestedet (min GPS-opmåling med +/-4 meters nøjagtighed var ikke præcis nok…).  Så nu er fundstederne målt op med 1 cm nøjagtighed.

skanderborg museum

 

Den 3. romerske mønt

En fredag i marts 2010, igen midt i Disney Sjov (åbenbart det eneste tidspunkt jeg har fred til at gå med detektor) dukkede så den tredje og hidtil seneste romerske mønt op af mulden. Denne gang Vespasian-mønt fra år 80-81 som jeg ret hurtigt fandt på nettet. Den har nemlig nogle karakteristiske cirkler på bagsiden. Også denne mønt har Skanderborg Museum været forbi for at opmåle med sædvanlig præcision.

Brev fra Nationalmuseet om danefæ dusør

I september 2010 kom så brevet fra Nationalmuseet, nærmere betegnet Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, som har dateret de 3 mønter og erklæret dem for danefæ. Brevet kan du læse herunder. Fundet udløser en danefædusør på kr. 200 pr. mønt og dusøren er såmænd skattefri.

En dusør som det er god detektorskik at dele med lodsejeren, hvilket jeg naturligvis vil gøre. Og lodsejerne får selvfølgelig også en kopi af brevet. Og det samme gør forpagteren.

Danefæbrev romerske mønter

Relaterede links

Du kan se information om disse 3 mønter på Nationalmuseets webside, Fund og Fortidsminder – klik her for at se det med egne øjne 🙂

Se billede og nærmere beskrivelse af mønt 2 på dette link  (klik evt. på billedet, så dukker der 3 billeder frem, hvor man tydeligere kan se enhjørningerne).

Se billede og nærmere beskrivelse af mønt 3 på dette link

Et lille galleri

[nggallery id = 5]