Guldringen
I sommeren 2014 fik jeg en henvendelse fra Henrik Børgesen fra Mesing. Han ville gerne vide lidt mere om det der med at gå med metaldetektor. Via Henrik fik jeg adgang til at gå på marken, som ligger ved siden af Mesing Kirke, en mark jeg længe har haft et godt øje til, så da vi kom hen sidst i juli kunne jeg kunne slet ikke vente, da jeg fandt ud af, at den var høstet. Eller rettere, ved at blive høstet.
Det viste sig, at mejetærskeren tøffede rundt derude endnu, men jeg tog mod til mig og begyndt at søge på de høstede arealer. Med et vågent øje til den drabelige mejetærsker.
Det gav en masse fine signaler, som desværre alle var fra smeltede aluminiumsstumper. Der er kørt kompost på marken fra en forbrændingsanstalt, som desværre har indeholdt disse metalstykker. Meget generende!
Men bedst som det hele så sortest ud dukkede dagens eneste hæderlige fund op, en fin, blank guldring. Ved første øjekast kunne jeg kun se tallet ”585”, så jeg antog at det var tale om en anonym 14K guldring på ca. 2,5 gram fra ca. 1950.
Men da jeg kom hjem siger Fruen: ”Der står noget i den….!” Herefter konfiskerede jeg straks ringen og fremtryllede min største lup. Graveringen inde i ringen lyder: ”Asta 24-12-60”. Fruen påpegede, at det nok var en forlovelsesdato, idet man jo sjældent holder bryllup juleaften. Dette skulle senere vise sig at være korrekt.
Jeg ringede straks til Henrik, med hvem jeg tidligere på aftenen havde nydt en kold øl, imens vi glædede os over fundet af ringen. Han kontaktede sine lokale forbindelser og snart stod det klart, at der har arbejdet en Asta og hendes mand Niels på Mesinggård i en årrække for en del år siden. Begge er for længst gået på pension.
Men ikke nok med det. Jeg fik udleveret adresse og telefonnummer på ægteparret, som bor i Hørning og som allerede var blevet kontaktet og havde bekræftet, at Niels mistede sin vielsesring tilbage midt i 1960´erne, altså for ca. 50 år siden.
Et par dage senere gik turen så til Hørning. Jeg skulle på besøg hos Niels, som i dag (2014) er 79 år gammel, for at aflevere hans vielsesring tilbage. Det gav en god snak og oven i købet et par flasker god rødvin (en flaske for at finde ringen og en for at køre ringen hjem til Niels, forlød det).
Niels kunne fortælle, at ringen er mistet i forbindelse med at han hjalp en gris med at fare (føde smågrise) engang midt i 60érne. Niels havde som vanligt taget ringen af, lagt den ved noget halm og væk var den. Halm og guld har jo cirka samme farve. Ringen formodes senere at være røget på møddingen og derfra er den røget med møget ud på marken ved siden af Mesing Kirke, cirka 350 meter fra gården.
Runestenen
Se det var jo en god historie. Men det bliver bedre endnu, for pludselig sagde Niels, at han da nok mente, vi skulle kunne finde noget på den pågældende mark med detektorerne, ”for på den mark fandt jeg engang en runesten”!
Der findes cirka 220 runesten i Danmark, og man holdt op med at lave dem for 700 år siden, så den bemærkning fik mig til at spærre øjnene op.
Jeg spurgte så med bævende stemme:
”Øh, en runesten, siger du?”
”Ja”, siger Niels. ”En sten med sådan nogle tegn der ikke kunne læses, skrevet i to bånd oven over hinanden”.
Og så viste han mig for illustrationens skyld en sten, som er lidt mindre, så jeg vil gætte på at stenen er ca. 20×30 cm stor.
Jeg spurgte så, hvor den runesten er blevet af og fik at vide, at
”Den blev smidt hen i en bunke med marksten”.
Niels har senere fortalt en mand fra Skanderborg Museum om runestenen, og han ”blev helt grøn i hovedet”, men det var ikke lykkedes Niels at finde stenen igen og formentlig heller ikke museumsmanden, for mig bekendt er der ikke registreret noget runestensfund i Mesing.
Jeg sikrede mig en mundtlig beskrivelse af, hvor den pågældende stenbunke lå. På vejen hjem kunne jeg konstatere, at der stadig ligger en stor stenbunke i det pågældende område.
Jeg møder af og til folk, der kan fortælle utrolige historier om pengekister, der er gået gennem isen, nazister, der havde gravet ædelmetal ned og blev skudt ved grænsen og præster der gravede kirkesølvet ned under diverse krige. Skatte der aldrig er fundet, men ligger 300 fod fra kirketårnet, ved den store eg osv. osv. Altid historier, som de pågældende selv tror fuldt og fast på, men som de har læst i en bog eller hørt på anden hånd (fra en mand på Mors som var sømand under krigen, min fars afdøde fætter som blev 97, en norsk sømand, der havde sejlet for englænderne osv. osv.).
Men denne historie blev fortalt af manden der selv fandt stenen, så den har hos mig en helt andet grad af troværdighed.
Nogle dage senere var jeg tilbage på guldrings/runestensmarken, som i mellemtiden var blevet harvet. En tur rundt på en lille firhjulstrækker med Henrik gav os et overblik over de 2 mulige stenbunker, hvor en runesten kan ligge.
De er altså godt nok store, de stenbunker! Der skal vist mobiliseres en halv snes stærke mandfolk, hvis alle de sten skal flyttes et par meter. Men det skulle vel nok kunne lade sig gøre. På en god dag!
Ting der taler for at runestenen kan genfindes:
- Marken hvor den er fundet ligger lige ved siden af Mesing Kirke
- Stenen havde tegn, der ikke kan genkendes, med 2 rækker bånd
- Der er tale om en førstehåndsberetning, fra en meget troværdig kilde
- Finderen kan rimeligt præcist udpege, hvor den blev lagt for mange år siden
- Der er ikke umiddelbart kendskab til nogen nyfundne runesten i Mesing og omegn
- Stenbunken findes endnu på samme sted
Ting der taler imod at runestenen kan genfindes:
- Stenen kunne ikke genfindes efter nogen tid (måske flere år), hverken af finderen eller af en person fra Skanderborg Museum
- Måske er stenen blevet fjernet, idet der er taget af bunkerne til fx fyld i bunden af en gylletank
- Der kan være tale om en nyere sten, fx en vejsten
Mesing kræver sin runesten tilbage
Mesing har jo tidligere fejret store triumfer med hensyn til at flytte sten. Måske vi skulle starte en ”Mesing kræver sin runesten tilbage” kampagne. Det er jo ikke hver dag, der findes en runesten. Mon ikke, der kan mobiliseres en passende eftersøgningsstyrke, på et eller andet tidspunkt. Jeg har selv talt med et par landmænd, der gerne stiller maskiner til rådighed, så længe det ikke er i en af de perioder, hvor der er travlt på markerne.
Vi får se, vi får se. Ellers må jeg jo flytte dem selv!
Min datter Christina har tegnet et bud på, hvordan runestenen kunne se ud.
Teksten lyder: “Niels Jensen fandt mig”.
Og dog. Når man rister runer undlader man stumme bogstaver, og skriver ikke samme bogstav 2 gange i træk, så derfor har jeg bedt hende skrive “Nils Jnsen fant mig”. Så er der også lidt runesprog over det.
En runolog vil sikkert kunne gøre det bedre.
Men jeg er jo ikke runolog 🙂