Hvordan er det at have en XP Deus
Der er megen debat i detektorverdenen om, hvilke fordele og ulemper der er ved forskellige detektorer. I dag har jeg derfor besluttet at skrive lidt om mine erfaringer med min nye XP Deus. Jeg har herunder sammenlignet Deus´en med min X-Terra 705, som jeg har brugt i godt et år, før jeg fik min Deus. Flere erfaringer følger, når vejret har tilladt mig at bruge den noget mere i praksis.
Jeg vil starte med fordelene. Det synes jeg den fortjener.
Lav vægt
XP Deus vejer ikke særlig meget. Min X-Terra 705 har til sammenligning været en del tungere at gå med, medmindre jeg gik med det lette elipseformede 18kHz søgehoved, som kun gør 705´eren en lille smule tungere end Deusen. Jeg synes personligt at det er en meget stor fordel, at Deus er så let. Det gør hele detektoroplevelsen større, at man ikke behøver at tage så meget hensyn til sin svingarm.
Det skal desuden nævnes, at XP Deus er lynhurtig at folde sammen, så den næste ikke fylder noget. Jeg regner faktisk med at kunne have den med på cykel, i en almindelig rygsæk, når foråret kommer.
Trådløs
Jeg har tidligere haft en tendens til at vælte min detektorspade ned over ledningen til mit headset. Og så giver det jo et ryk i kraniet og man bliver flået ud af sin møjsommeligt opdyrkede koncentration om det forhåndenværende supersignal. Jeg har desuden, alt for ofte, forsøgt at ramme det rigtige antal snoninger af ledningen fra kontrolenhed til søgehoved.
Disse sorger er nu slut. XP Deus har rent faktisk et velfungerende, trådløst system som virker. Både mellem kontrolenhed og headset og mellem søgehoved og kontrolenhed. Og faktisk også mellem søgehoved og headset, for headset´et er i sig selv en kontrolenhed, som du kan bruge til at indstille og styre din Deus. Du kan derfor selv vælge om din kontrolenhed skal sidde på stangen, eller om du vil have den i en lomme på armen eller i en lomme, hvis det begynder at regne. Du kan også vælge at lade den blive hjemme, hvis du er i det humør.
Jeg er ganske enkelt henrykt over det trådløse system. Jeg har tidligere eksperimenteret med Bluetooth og FM-sendere på X-Terra´en, men det gav alt for lang forsinkelse mellem signal og heaset, så det var helt ubrugeligt. Men franskmændene har formået at overkomme denne forhindring, uden at man skal ud og investere i ekstraudstyr og uden at man skal forsøge sig frem med alt muligt kostbart trediepartsudstyr. Hip hurra for det.
Lynhurtig reaktion
XP Deus er bare lynhurtig. Jeg har stor tillid til at Deus giver signal, når jeg snitter et objekt i jorden. Større tillid end jeg har til min 705´er. Med 705´eren skal jeg være mere forsigtig med, at det ikke går for hurtigt med svingene, når der er meget metal i jorden. Jeg kan jo desværre ikke se, hvad der er i jorden, men sådan er min oplevelse, allerede efter få dage på marken med apparatet.
Jeg ser frem til at teste teorien yderligere, når jeg får mulighed for at afsøge nogle af de områder som jeg tidligere har “støvsuget” med 705´eren.
4 søgefrekvenser i samme søgehoved
Til min X-Terra 705 har jeg i sin tid investeret i 2 søgehoveder, for at kunne dække 2 forskellige søgefrekvenser og dermed kunne søge efter forskellige typer af objekter.
Med Deus behøver man ikke at købe flere søgehoveder for at kunne skifte mellem forskellige frekvenser. Den har hele 4 forskellige søgefrekvenser, du kan vælge imellem, ved blot at indstille søgehovedet via kontrolenheden. Og søgehovedet er naturligvis DD (søger lige dybt i hele søgehovedets bredde). Dermed er der optimale muligheder for at indstille detektoren til netop den type af objekter som du forventer at kunne finde på den pågældende lokation.
Der er som standard 9 forskellige programmer du kan vælge imellem. Disse søgeindstillinger dækker ganske bredt, herunder våde og tørre strande, og du kan desuden selv lave søgeprogrammer der passer til dine behov, hvis det ønskes. Indtil videre har jeg fokuseret på 18kHz-programmet Deus Fast og det finder heldigvis masser af små ting, hvilket tyder godt.
Softwareopgraderinger
Producenten udvikler stadig videre på at forbedre Deus indbyggede software til såvel kontrolboks som til det trådløse headset. Denne mulighed findes som bekendt ikke på X-Terra 705.
Jeg har selv prøvet at opgradere software flere gange og det går normalt som smurt. Du henter blot et softwareprogram på producentens hjemmeside, installerer det og følger instruktionerne. Kontrolenheden opgraderes via det medfølgende USB-kabel og det trådløse headset opgraderes minsandten trådløst via kontrolboksen – hvor svært kan det være.
Jeg har naturligvis også noteret mig nogle mindre smarte detaljer ved XP Deus.
Stangen der glider sammen
Det første (lille) minus er, at det kan være svært at låse stangen stramt nok, så den ikke glider tilbage igen og dermed bliver for kort. Måske er det bare mig der læner mig for meget op af den og jeg vil tro, at jeg kan løse med en eller anden maskimekanisk løsning, som jeg dog ikke har fundet på endnu. Dette problem oplever jeg ikke på X-Terra, hvor stangen låses fast med fjedrende “nitter” / huller mellem de 2 stænger.
Magneten der holder styreenheden
Et andet minus er, at kontrolenheden blot holdes på plads med en magnet og den falder derfor lidt for let af. Det er selvfølgelig dejligt, at man nemt kan montere kontrolenheden, men det giver en vis frygt for at den falder af på et kritisk tidspunkt og falder i vandet eller rammer noget hårdt. Personligt har jeg derfor forstærket den med lidt velcro for at sikre den bedre, hvilket dog ikke fungerer helt optimalt endnu. Jeg har set at andre gode detektorfolk monterer den på armen i et iPad-etui. Der arbejdes på sagen. X-Terra har slet ikke dette problem, idet kontrolenheden her er fastmonteret.
Forskellige frekvenser giver forskellige tal
Når man nu har 4 frekvenser at vælge imellem kunne det jo være skønt om en 20´er gav samme tal på skalaen på alle frekvenser. Men det gør den ikke. Den giver et tal på 18 kHz og et andet tal på 12 kHz. Forskellige frekevenser giver altså forskellige tal på skalaen for det samme fund.
Til gengæld giver den pågældende 20´er det samme tal på alle 18 kHz programmerne og samme tal på alle 12 kHz-programmerne. Du kan i øvrigt se en tabel over ofte fundne genstandes placering på skalaen i denne artikel.
Indbyggede batterier
Jeg er endnu ikke helt afklaret med om jeg synes de indbyggede batterier er en fordel eller en ulempe. Jeg kan dog konstatere, at de tilsynelandende holder rigtig længe og at de er hurtige at lade op.
På min X-Terra har jeg også brugt genopladelige AA-batterier, men den har den fordel, at den også kan bruge almindelige AA-batterier i en snæver vending. I Deus er man derfor mere afhængig af at kunne lade batterierne op, hvilket dog kan ske i bilen med en ganske almindelig USB-lader.
Der er 3 enheder der skal lades op – søgehoved, kontrolenhed og headset. Søgehovedet løber hurtigst tør for strøm, men de nye batterier holder dog i 11-20 timer, alt efter hvilken indstilling man bruger.
Dermed holder Deus i ca. 13 timer, i det jeg vil forvente er “normal brug”. Altså næsten lige så længe som almindelige detektorer med AA-batterier. For mit vedkommende svarer det til rigtig mange dage, idet min familie elsker mig og har meget svært ved at undvære mig mere end 1-2 timer ad gangen.
Batterierne i alle 3 enheder er ens. De kan alle lades op på een gang med det medfølgende kabel. Og de kan skiftes ud for ca. 750 kroner i alt. Dog kan man ikke selv skifte batteriet i søgehovedet, men man kan dog godt selv skifte batteriet i de 2 andre enheder.
En interessant detalje er, at siden ca. august 2010 er de fabriksmonterede batterier blevet forbedret en del – se tallene for søgehovedet i nedenstående tabel:
Batteritider før august 2010
Batteritider efter august 2010
Konklusion
Ovenstående taler vel for sig selv. Alt i alt må jeg sige, at jeg er meget tilfreds med apparatet. Minusserne er detaljer, som man kan arbejde med, sammenlignet med plusserne.
Nemlig.
Pingback:Allan Faurskovs detektorside » XP Deus: Fordele og ulemper