Hvilken detektor skal jeg vælge?
Det er nemlig et rigtig godt spørgsmål. Jeg skal ikke fortælle dig, hvad du skal vælge, men jeg kan fortælle lidt om de detektorer jeg selv har anvendt.
Garrett Ace 250
Min første detektor var en Garrett Ace 250 til ca. kr. 2.800. Denne detektor anvendte jeg i et års tid. Det er en meget enkel detektor at bruge og den er god som første detektor. Ace 250 har 12 søgekategorier og man kan slå kategorier til og fra. Og så er den relativt let. Jeg har stadig min Ace, som jeg bruger som udlånsdetektor til gæster som ikke er vant til at bruge en detektor.
Der var en enkelt ting, jeg ikke var tilfreds med, nemlig dens høje lydniveau. Den siger “ding” meget højt, når den får et godt signal og der er ikke nogen volumenknap. Da jeg startede med at gå med detektor var jeg mest interesseret i at gå lidt diskret rundt i landsbyen, men det forhindrede dingeriet mig godt nok i. Indtil jeg indkøbte et headset med volumenknap. Det hjalp. Når headsetet er koblet på siger den desuden ikke noget som andre kan høre.
Hvis jeg skulle vælge min første detektor i dag ville jeg nok vælge en Minelab X-Terra 305, idet jeg har rigtig gode erfaringer med dens storebror, 705´eren. Men jeg har godt nok aldrig prøvet en 305´er, så det er kun baseret på mine erfaringer med 705´eren.
Du kan læse mere om Garrett Ace 250 på Detektorshop.dk
Garrett Ace 250
Minelab X-Terra 705
Efter et år med Garrett Ace 250 opgraderede jeg med en Minelab X-Terra 705. Denne detektor koster ca. 6.000 og jeg vil anbefale at man bruger lidt ekstra skillinger på at tilkøbe DD-søgehoveder. Selv har jeg udskiftet standard søgehovedet med et DD-søgehoved og tilkøbt det lille ellipseformede DD-søgehoved. Det ellipseformede søgehoved er højfrekvent og dermed bedre til at finde små ting, men på bekostning af dybden.
Med 705´eren har jeg på godt et års tid fundet en meget tilfredsstillende mængde flotte fund. Bla. et dusin eksemplarer af diverse danefæ, som du kan læse mere om på disse sider. Jeg har kun godt at sige om Minelab X-Terra 705 og det er min opfattelse at en erfaren detektorfører kan få virkelig meget ud af denne detektor. Det er mest et spørgsmål om at få den indstillet optimalt til forholdene og at lære signalerne at kende.
Du kan læse mere om Minelab X-Terra 705 på Detektorshop.dk
Minelab X-Terra 705
XP Deus
Jeg bruger stadig min X-Terra 705, men har valgt at investere i en endnu mere avanceret detektor, nemlig XP Deus. Sådan en filur koster ca. kr. 12.000. Valget stod mellem Minelabs velafprøvede E-Trac og den lidt mere jomfruelige XP Deus. Jeg har dog kun hørt godt om XP Deus og har derfor bestilt sådan en karl.
Det der gjorde udslaget er, at XP Deus er multifrekvent, dvs. at jeg kan skifte mellem de forskellige frekvenser, uden at skifte søgehoved og dermed bestemme om jeg vil søge efter små ting eller dybt, for at sige det enkelt. Desuden er den helt trådløs, så jeg slipper for at få et ryk i kraniet, hver gang jeg kommer til at vælte skovlen ned over ledningen til hovedtelefonerne. Den vejer under 1 kilo. Og så er den lynhurtig, hvilket gør det mere effektivt at søge efter gode signaler i områder med meget affald (jern). Det største problem med XP Deus er, at den er hulens svær at få igennem budgetudvalget derhjemme!
Desværre er der leveringstid på vidunderet (ultimo november 2010), så jeg har ingen personlige erfaringer endnu….
Du kan læse mere om XP Deus på Detektorshop.dk
XP Deus