Gode steder at søge med metaldetektor
De fleste detektorfolk gør sig mange tanker om, hvor det er godt at søge. Nogle bruger deres intuition, andre dykker ned i lokalhistorisk arkiv, læser bøger eller studerer kort. Og nogen drøner bare ud på den nærmeste mark.
Hvad bruger jeg selv som inspirationskilde, når jeg gerne vil prøve noget nyt? Jeg har vredet hjernen og fundet frem til nogle ledetråde, som jeg har haft mere eller mindre held med.
Gamle kort er god inspiration
Inden jeg besøger en mark kigger jeg altid på gamle kort over området. De såkaldte høje og lave målebordsblade giver som regel et godt indtryk af, hvordan veje og bygninger har været placeret for op mod 150 år siden og dermed et solidt hint om, hvor der har været meget trafik. Hvis du kigger efter en ekstra gang, vil du desuden ofte finde noget på kortet, som du har overset i første omgang. Det kan fx. være en mølle (en cirkel med et kryds i) eller et vadested. Eller det kan være en gravhøj, der er pløjet ned, siden kortet blev lavet.
Det er en god ide at skrive det gamle kort ud, sammen med et nyt, således at du rent faktisk kan finde de steder du havde planlagt at søge på, når du kommer ud i terrænet. Eller du kan markere stedet i din GPS, inden du tager hjemmefra. Det kan jo være svært at finde det præcise sted, hvor møllen stod, hvis ikke du har hjælp fra GPS eller kort.
En god sideeffekt er, at et udskrevet kort giver dig et bedre grundlag for en dialog med lodsejeren. Det viser større interesse fra din side, hvis du har forberedt dig, inden du besøger lodsejeren og dermed har du ofte større chance for at få lov til at søge på marken. Og desuden giver det bedre mulighed for at lodsejeren kan give dig tips til gode søgesteder.
Hvis du har oprettet dig som bruger på DIME (www.metaldetektorfund.dk), og har en anstændig mobilforbindelse på den pågældende lokation, så har du faktisk en masse kort med i lommen hele tiden, herunder de høje og de lave målebordsblade. De høje målebordsblade er fra sidste halvdel af 1800-tallet, så de viser det danske landskab fra før de store udbygninger af byerne og dræning af markerne. Det er ganske smart at bruge DIME på marken, for så kan du med stor præcision se, hvor på kortet du befinder dig, fx ved en nedpløjet gravhøj eller en nedlagt mølle.
Prøv også om du kan finde de såkaldte Original 1 kort (https://hkpn.gst.dk/) som er håndtegnede kort fra begyndelsen af 1800-tallet. Her skal du kende navnet på det ejerlav, du gerne vil studere, men så får du også adgang til mange spændende informationer, hvis du ellers er i stand til at tyde de mange informationer på kortene. Øvelse gør mester.
Original 1 kortene indeholder blandt meget andet de såkaldte bonitets-tal, der viser, hvor frugtbar jorden på en mark er bestemt til at være – vel at mærke i gammel tid. Høje bonitetstal kan betyde at marken har været gødet i mange år, hvilket indikerer, at der kan være mange fund at gøre. Du kan også finde gravhøje på disse kort, gravhøje som måske er pløjet ned, inden de nogle årtier senere blev fredet. Samt interessante stednavne, som ikke findes på nyere kort. Også de gamle bygninger der stod i starten af 1800-tallet er tegnet ind på Original 1 kortene.
Knap så gamle er luftfotos. Man måtte jo lige afvente at flyet og kameraet blev opfundet. På nettet og i DIME findes masser af luftfotos, som du kan bruge til at lede efter gamle bygningsstrukturer, stolpehuller, forsvarsanlæg mm. Dette er en øvelse for sig, som flere detektorfolk har specialiseret sig i. Der findes fine bøger om luftfotoarkæologi, som giver masser af eksempler på, hvordan man, særligt i områder med sandjord, kan gøre interessante opdagelser af anlæg helt tilbage til stenalderen. Jeg kan anbefale ”Luftfotoarkæologi I og II af Lis Helles Olsen m. fl.
Forhøjninger er altid gode
Enhver forhøjning i landskabet er interessant for en detektormand. Der kan jo fx tænkes at have ligget en overpløjet gravhøj, selv om det ikke behøver at betyde, at der er noget at finde. Det er jo langt fra alle gravhøje der har indeholdt gravgaver af metal. Men der er altid en chance for at der har været metal i graven eller et der har været et depot i kanten af højen. Hvis du holder øjnene lidt åbne kan du også være heldig at finde et flinteredskab fra stenalderen på en sådan overpløjet høj.
Det sker faktisk ganske ofte, at en detektormand finder bronzegenstande, som har været deponeret i en gravhøj tilbage i bronzealderen. Der er gennem årene fundet mange forskellige typer genstande i nærheden af overpløjede gravhøje. Jeg har selv oplevet at finde ganske mange dele af knive og sværd, en halv, fint ornamenteret pincet og sågar 2 flotte celte, selv om celte er et relativt sjældent fund i en gravhøj.
Hvis ikke der har ligget en gravhøj, så ligger der ofte en spændende trøstepræmie eller to på en bakketop. Det kan være en skillingsmønt eller et smykke, der er tabt af en forbipasserende. Det har jeg selv oplevet flere gange. Før i tiden har der jo været langt flere folk på markerne end der er i dag. Tæt på min bopæl ligger Sophiendal Gods. Når de høster i dag kan det klares med en enkelt mejetærsker og nogle få medhjælpere. Men når Sophiendal høstede for 100 år siden var der 70 mennesker i sving med leer og binding af neg, på én gang, på samme mark. Når de holdt frokostpause, har de vel sat sig dér, hvor der var bedst udsigt. Altså på den side af det højeste punkt på marken, der vender ud mod bugten, søen, mosen eller hvor der var bedst læ, mest frisk luft eller den dejligste skygge. Og så har de spist deres mad, drukket en øl, fjollet med pigerne og sikkert udfoldet alle mulige andre, spændende fysiske aktiviteter, som kunne ryste en mønt eller 2 ud af lommen, uden at det nødvendigvis blev opdaget.
Det er jo også på toppen af de højeste bakker, at der har ligget vindmøller. Møllerne har genereret en masse trafik, som igen øger chancen for at der er noget at finde. Både på mølletomten og på den vej der førte dertil. Ofte er en sådan møllevej nedlagt eller groet til i dag, for det var jo bare en markvej, der pludselig ikke var brug for længere, da møllen blev nedlagt. Men vejene kan heldigvis genfindes på de gamle kort.
Det er i øvrigt ikke sjældent at folk har bosat sig på høje punkter i terrænet, for bedre at kunne holde øje med, hvem der kom på besøg og for bedre at kunne forsvare sig, i tilfælde af konflikter. Helt lavpraktisk er der også den fordel ved højt beliggende boliger, at de ikke så nemt bliver oversvømmet af regn og tøbrud, som de boliger der ligger lavt i terrænet. Her skal man også huske på, at markerne i gammel tid ikke var drænet, som de er i dag.
På DIME har du mulighed for at få hjælp til at finde overpløjede gravhøje. For det første er kendte, overpløjede gravhøje markeret med et blåt kryds. For det andet fremstår overpløjede høje ofte ganske tydeligt på de såkaldte Lidar-kort, dvs. meget præcise laser-scanninger af landskabet, hvor selv små forhøjninger i landskabet fremstår tydeligt. Her vil overpløjede gravhøje fremstå som fine små flødeboller eller lignende attributter på marken, nogle gange flere i nærheden af hinanden. I vore dage er kun en ud af 20 af de oprindelige gravhøje bevaret, for hver gravhøj du i dag ser på markerne, har der altså tidligere været 19 flere, så der er nok at gå i gang med.
Vær dog opmærksom på, om der kan være tale om en fredet høj. Høje der er synlige i terrænet kan være fredet i henhold til museumslovens § 29 e, eksempelvis delvist nedbrudte høje der ligger i en skov.
Fordybninger er måske endnu bedre
I en del år var jeg ikke meget for at søge i fordybninger på markerne. Min erfaring var nemlig, at de ofte var fyldt med affald samt fugtige og besværlige at færdes i. Dette har ændret sig. Jeg har nemlig talt med mange detektorfolk, som har fundet fine ting i vådområder, og nogle af de ting der dukker op sådanne steder kan være helt ekstraordinært fine genstande.
Der kan nemlig være tale om genstande, der er deponeret i moser eller vandhuller i bronzealder eller jernalder, eksempelvis celte, sværd eller guldbrakteater. Ofte er de velbevarede, da de har ligget i iltfrie lag og ikke har været forstyrret af dyrkning før relativt sent i historien.
Jeg var en dag inviteret til at undervise en familie i at gå med metaldetektor, som en del af en 75-års fødselsdag. Det regnede hele dagen, men vi havde en sjov dag på en mark, som familien havde skaffet adgang til at gå på nær ved Karup Å. Jeg regnede ikke med, at vi ville finde noget særligt på denne, lidt kedelige mark, hvilket vi heller ikke gjorde. Men det var tankevækkende, da landmanden, desværre først efter søgningen, viste mig et foto af 7 flotte guldbrakteater, der engang blev fundet på denne mark. Det viste sig, at disse pragtgenstande var trillet ud af et stykke tørv, som stod til tørring ved siden af den mose de var gravet op af i tiden efter Anden Verdenskrig.
Måske er det ikke nogen dårlig ide at søge på områder, hvor der kan have ligget tørv til tørring under og efter krigen?
Stier er værd at følge
Stier er lig med trafik. Der findes stier overalt i landskabet og der er mange stier der er blevet nedlagt. Ved Nr. Vissing, hvor jeg bor, er der stier rundt om søen, i skoven samt gamle kirkestier, hvoraf nogle er nedlagt i dag. Jeg har prøvet at gå på nogle af disse stier og det kaster af og til en spændende mønt af sig.
Man skal naturligvis ikke gå og grave huller i alle mulige stier og jeg har fået lov, dér hvor jeg alligevel har gjort det. De stier jeg har søgt på har typisk været stier som jeg skønnede var egnede til detektorafsøgning. Her tænker jeg på stier langs en sø, som jo ofte ligger i en skovbund eller sandbund. Sådanne stier tager ikke skade af et lille, kirurgisk gravet hul som dækkes pænt til igen. Ofte kommer de gode signaler i øvrigt fra kanten af stien, som er nemmere at grave i.
Jeg gik for nylig en tur med detektoren, på en lille mark i udkanten af landsbyen, hvor jeg bor. En mark hvor der har gået en kirkesti. Her fandt jeg en fin 2-øre fra 1881 og et gammelt emblem til en hue. Da jeg kom hjem og plottede fundstederne ind på kortet fra min GPS, kunne jeg konstatere at de 2 ting begge var fundet lige præcis på den linie, hvor stien i sin tid havde gået. Næste gang jeg besøger stedet har jeg nok plottet stien ind på min GPS, så jeg kan følge dens forløb med detektoren.
En lille detalje, som måske er værd at notere, er at i skoven er der myg. Masser af myg. Især forår, sommer og tidligt efterår. Det kan altså være en god ide at gemme skovstier til om vinteren, hvilket giver den ekstra fordel, at skoven giver læ for den kolde vind.
Vand har altid været en vigtig ressource
For 100 år siden var der mindst 50 gange så mange vådområder i Danmark som der er i dag. Bække, enge, moser og vandhuller. De er i dag drænet væk de fleste steder og mange små vandløb er rørlagt. Men dengang de var der, var de med til at bestemme, hvor trafikken i landskabet gik. Man blev jo nødt til at gå uden om søer og vandløb. Måske har man sat sig på bredden, spist sin mad og drukket af vandet fra bækken. Måske har man smidt en mønt i åen ved vadestedet, for at formilde en gud. Det har nok været sådan dengang, at vand har virket dragende på voksne og børn, ligesom det gør i dag.
På marken ved siden af mit hus har der engang løbet en bæk. Den er i dag rørlagt. På skråningen, lige oven for det sted, hvor bækken løb, har jeg fundet en håndfuld mønter fra vikingetiden og på den anden side af bækken har jeg fundet 3 romerske mønter. De 2 første vikingemønter lå få meter fra hinanden og jeg fandt dem med et par minutters mellemrum, sammen med min søn. Det var en stor oplevelse. Jeg tænker at der har været en lille bebyggelse langs bækken, dengang den løb frit i terrænet.
Når jeg kigger efter nye marker at søge på, er jeg meget opmærksom på, om der har været adgang til vand i gammel tid. Har man kunnet få drikkevand, fange fisk og skyde fugle. Har man kunnet lave mad og vaske tøj uden at skulle grave brønde eller hente vand langt væk?
Ofte er det nær søen eller vandløbet at man finder fibler fra jernalderen. Kirken ligger måske en kilometer væk, men dengang man bosatte sig i landskabet, har man valgt at bo tæt ved vandet. Man har så senere, i vikingetid og middelalder, flyttet sig længere op i terrænet. I hvert fald nogle steder. I de senere år har jeg fundet et par bopladser, lige dér hvor en å løber ud fra en sø, det er da ganske tankevækkende. Jeg har også hørt, at der langs de store åer findes detektorpladser med cirka 2 kilometers mellemrum.
Når jeg har været på træf har jeg ofte oplevet, at vi har gjort mange fund i bunden af gamle fjord-arme eller ved gamle kystskrænter, dvs. fjorde og kyster, der i dag er inddæmmet eller hvor landskabet har hævet sig siden oldtiden. I gammel tid har man boet ved vandet og kunnet sejle til og fra de pågældende lokationer, hvilket ikke nødvendigvis fremgår tydeligt af dagens landskab. Også her kan de tidligere nævnte Lidar-kort give et praj om gode lokationer. Kig efter velegnede områder der ligger ned til områder der fremstår fuldstændigt flade på Lidar-kortene. Gerne i nærheden af vandløb, der løber ud i det flade terræn.
Der har i øvrigt også ligget masser af vandmøller langs de danske vandløb. Også disse har genereret trafik og der kan gøres fine fund af mønter og andet godt, på steder hvor der har ligget en vandmølle.
Husk altid at have vand i tankerne, når du leder efter dit næste fund!
Den hede drøm om markedspladser
En af mine hedeste drømme som detektormand har altid været at finde en markedsplads. Sådanne pladser har der været mange steder, gennem alle tider. Disse har måske ligget ved kirker, klostre, store åer, centrale trafikknudepunkter, velbeskyttede strande med læ eller voldsteder.
På nogle af de kendte markedspladser fra middelalder og tidligere, er der fundet meget store mængder af metalgenstande, ikke mindst mønter, vægtlodder, betalingssølv- og guld, dragtsmykker og masser af andre dagligdags-genstande.
Også nyere markedspladser kan være spændende at afsøge. Eksempelvis kan en festplads fra starten af 1900-tallet kaste mange fine mønter af sig fra den tid, hvilket kan være rigtigt sjovt. Eller en dyrskueplads fra 50´erne. Eller den lokale fodboldklub. Faktisk har jeg fundet op mod 300 mønter på den lille lokale legeplads i den landsby, hvor jeg bor. Næsten alle af nyere dato, dvs. nyere end 1960, men også en skillingsmønt fra staten af 1800-tallet. Det har givet god øvelse i at finde mønter – og i at grave diskrete, små huller!
Ved enhver form for markedsplads har der været et stort leben, med sjov, dans, alkohol, slåskampe, udfoldelse af kødets lyster og det der er værre, hvis det da findes. Der har altså bestemt været gode muligheder for, at tabe en metalgenstand eller to.
Hulveje er en tanke værd
Jeg har noteret mig flere steder, hvor der ligger gamle veje, der har skåret sig ned i terrænet. Jeg har ikke udforsket mange af dem endnu, men jeg har da en tro på, at de kan kaste noget af sig. Der ligger sikkert flere hulveje i terrænet end man tror. Prøv at kigge efter dem på Lidar-kortene (brug evt. DIME, som tidligere nævnt) og når du går tur i lokalområdet. De mest interessante er nok dem, hvor der ikke er så meget trafik i dag og hvor der ikke er hældt en masse grus på. De er nemlig ikke til at grave i.
Hulveje ligger altid i kuperet terræn, ofte i områder, hvor der er skov i dag. De skabes jo af regnen, der skyller den åbne jord og sand væk, når trafikken på vejen har gnavet hul i vejens belægning. På de steder, hvor der er hulveje er trafikken blevet tvunget igennem hulvejen, der har ganske enkelt ikke været andre brugbare muligheder. Og det har sikkert ofte været hårdt at få en hestetrukket vogn op igennem en stejl hulvej med blød, mudret bund. Der er blevet aset og maset. Mon ikke der af og til er faldet lidt metal af karavanen og ned i det våde mudder i den forbindelse. Til glæde for senere generationer.
Jeg går efter dem der er blevet “glemt”, og hvor det i dag måske kun er den lokale landmand der bruger vejen. Måske ligger der flere ved siden af hinanden, hvis man kigger efter. Der har jo været masser af trafik før i tiden, det er jo den måde de er blevet skabt. Spørgsmålet er så bare, hvor fundene er. Om de er sunket ned i bunden af hulvejen eller skyllet videre ned til bunden af bakken. Jeg vil nok fokusere min søgning der hvor andre tunge ting som sten og grus har lejret sig.
Vær dog opmærksom på, om der kan være tale om en fredet hulvej. Gamle vejforløb der er synlige i terrænet kan være fredet i henhold til museumslovens § 29 e, såfremt ejeren har fået besked om deres tilstedeværelse.
Markens geografi og beskaffenhed
Og hvad skal det så betyde? Jo, det er ganske enkelt. I Danmark har man boet højt og lavt i terrænet, man har boet på nordvendte og sydvendte skråninger, man har boet på sandjord, muldjord og lerjord, ved søer, åer, fjorde, kyster, i skove, i dale og på bakketoppe.
Men der er alligevel nogle typer af terræn, der har været mere populære end andre. Når jeg skriver ”jordens beskaffenhed”, så tænker jeg fx på, hvor ”lækker” mulden har været, når man skulle dyrke den eller hvor drænet den har været, når man skulle bo på den. Du kender det måske godt. Når man søger på en mark, er der områder, der føles bedre end andre. Lerjord føles fx ikke særligt rar at grave i og når det er fugtigt vejr bliver skoene tunge og alt bliver beskidt.
I min optik er der relativt flere fund at gøre i jord der er løs, måske endda lidt sandet og som ikke suger alt for meget vand. Ren sandjord bliver hurtigt tør, så det er heller ikke perfekt, men mon ikke man i oldtiden har sat pris på at have tørre fødder i sin bolig, at kunne pløje sin jord uden alt for mange sten og at man har kunnet behandle jorden uden at alt klistrede til og ploven satte sig fast?
Hvis man har kunnet finde en sådan lokation, med en hældning som sikrede at vand ikke dannede søer på marken og måske endda med en sydvendt hældning, som gav ekstra meget sol til afgrøder og beboere, så var det vel lidt af et kup, dengang hvor man stadig gik og ventede på at drænrøret skulle blive opfundet.
Når jeg afsøger en ny mark, leder jeg efter sådanne områder på marken. Det gør ikke noget, hvis de ligger ned til en eller anden form for vand, fx en bæk, å eller sø. På en god dag, kan man være heldig at løbe ind i en jernalderboplads på sådan en plet. Eller måske en gravplads, hvor der ligger en stime fibler og et par romerske denarer og soler sig imens de venter på at blive fundet.
Hvis jeg har flere marker at vælge imellem, vil jeg prioritere den mark, der giver bedst chance for fund. Denne prioritering indeholder en vurdering af markens detektormæssige tilstand, hvor jeg groft sagt vil prioritere således:
- Nysået mark, helst efter at den har ”sat sig” lidt – optimalt
- Sået mark, hvor afgrøderne ikke er for høje – optimalt
- Stubmark korn, lav stub – koster lidt søgedybde
- Stubmark korn, høj stub – koster meget søgedybde
- Græsmark – tidskrævende at grave i, kan være meget hårdt under græsset
- Rapsstubbe – koster meget søgedybde og kradser benene
- Majsstubbe – relativt håbløst at søge i
- Pløjet mark – suger al kraft ud af din krop i løbet af en times tid
Genbesøg tidligere fundsteder
Jeg tænker her primært på 2 former for tidligere fundsteder. For det første er der de steder, hvor der tidligere er gjort spændende fund af lokale beboere, museer og tidligere generationer af amatørarkæologer. Her kan du få hjælp på Fund og Fortidsminder (www.kulturarv.dk), som giver oplysninger om tidligere fund på dine søgemarker.
Jeg har via F&F fundet angivelse af en gammel kirketomt fra middelalderen i indkørslen til en villa, nær mine forældres hjem. Jeg fik efterfølgende lov til at lede på villaejerens mark, der ligger lige ved siden af, hvor jeg dog ikke formåede at finde noget af interesse. Men det kunne jeg jo ikke vide, før jeg startede med at søge.
Jeg har desuden læst en masse om voldstedet Sandgravvold på F&F, blandt andet at der var fundet en enkelt long cross mønt fra 1300-tallet på stedet. Senere har jeg så besøgt stedet mange gange og fundet 4 tilsvarende mønter, samt gjort snesevis af andre middelalderfund. Det er noget der føles godt og som var med til at få mig godt i gang som amatørarkæolog.
For det andet er der de steder, hvor du selv har gjort fund gennem tiderne. Her er det en fordel at have noteret de mest spændende fund på Google Earth eller have dem registreret i DIME, så du kan skabe dig et overblik over, hvor fx. fund fra bestemte tidsperioder er koncentreret på markerne, hvor du går. Og så er det naturligvis godt at ”have fundene med” på GPS´en eller via DIME, når du er tilbage på marken. På den måde kan du hurtigt finde frem til præcis det sted, hvor du fandt den romerske mønt eller de 3 skillingsmønter, der lå samlet.
Når ploven har vendt det hele på hovedet er der gode chancer for, at der dukker flere genstande op. Måske lå der noget mere, som var uden for detektorens rækkevidde da du senest afsøgte stedet, men som nu er kommet nærmere overfladen. Jo mere spændende fund der tidligere er gjort på positionen, jo mere motiveret er man jo for at gå tilbage dertil.
Jeg har adgang til at søge på en lille mark nær et kloster og denne mark har jeg afsøgt helt systematisk 2 gange i 2015 og 2019. Første gang fandt jeg en lille mønt-tut, dvs. en håndfuld mønter, der var irret sammen og som sikkert har ligget i en lille stofpose eller lignende, da de blev tabt. Da jeg afsøgte marken for anden gang, dukkede der 2 sammen-irrede mønter op, af samme type. Da jeg kom hjem kunne jeg se, at de var fundet blot 2 meter fra den oprindelige møntskat. Jeg kørte derfor ud til marken igen og afsøgte de nærmeste få meter omkring dette punkt og fandt efter få sekunder endnu en mønt til skatten. Ikke nogen stor møntskat, men så fik jeg da sat dét hak i min sengestolpe, som man siger.
Alle drømmer om kirkemarker
Alle detektorfolk ved vist, at der er god grund til at søge i nærheden af gamle kirker. Hvor der ligger en gammel kirke har der typisk været trafik i op mod 1.000 år. Dengang man byggede kirken, var det sikkert på et sted, som i forvejen var en eller anden form for knudepunkt for området. Måske har der været et tingsted, en større landsby, en hovedgård eller et religiøst sted lige i nærheden. Eller måske endda en markedsplads.
Kirker er der masser af i Danmark og selv den mindste landsbykirke er spændende. De små landsbykirker er måske endda de mest spændende, for her er der stadig marker helt op til kirkediget. Husk dog at holde 2 meters afstand til kirkediget, her går fredningszonen nemlig til, lige som ved gravhøje og andre fortidsminder.
Det er meget sandsynligt, at der har været en masse trafik i området omkring kirken. Der har måske på et tidspunkt været et årligt marked i en 100 år lang periode på marken ved siden af. Hvis der bare har været en eller anden form for marked, fest eller anden forsamling hvert 10. år betyder det, at der har været 100 eller flere større forsamlinger omkring kirken siden den blev bygget og måske endnu flere før den blev bygget. Det er jo noget der giver grobund for, at der er blevet tabt mønter, smykker, vægtlodder, nøgler og alle mulige andre genstande, som er forsvundet ned i kornstubbene eller græsset, for derefter at forsvinde for altid. Eller næsten altid
Jeg har selv gjort fine fund i nærheden af kirker, men jeg har også oplevet at søge tæt ved kirker, også sammen med en stor flot detektorfolk, hvor vi ikke har fundet noget som helst, så der er absolut ingen fundgarantier, heller ikke her. Det vil jo være logisk at tro, at man ikke har valgt at placere en kirke midt ude på en bar mark, da man byggede den i den tidlige middelalder, men det er måske alligevel tilfældet. Måske har man i sin tid slået sig sammen på tværs af flere små bysamfund og har valgt at bygge kirken på et fremtrædende sted i landskabet, som dengang lå i rimelig afstand fra alle de deltagende donorbyer. Hvem ved? Det kan detektorfolket jo være med til at finde ud af!
Store, gamle gårde
Hvis du læser Skalk (kan anbefales) eller andre former for litteratur med arkæologisk tilsnit, vil du måske have lagt mærke til, at når der findes en gammel gård fra bronzealder, jernalder eller vikingetid, så har gården ofte ligget og flyttet sig rundt i det samme område i århundreder. Ofte finder man stolpehuller fra vikingehuse, når man laver byggemodning eller andet i nærheden af eksisterende gårde.
En stor del af de gårde, der ligger rundt omkring i det danske landskab er gårde, der er flyttet ud af landsbyerne tilbage i 1700-tallet, men der er mange gårde der går meget længere tilbage i tiden. Det kan være gårde der blev tilbage, hvor landsbyen lå dengang, udflytningerne skete eller det kan være store gårde, der har haft en særligt gunstig geografisk beliggenhed eller vigtig funktion gennem århundreder. Sådanne gårde, som man kan dokumentere tilbage til middelalderen, har ofte haft forgængere, der har ligget i nærheden i århundreder.
Jeg har flere gange været på træf ved sådanne store gårde og har selv haft lejlighed til at søge i nærheden af flere og her sker der ofte det, at der findes fibler og mønter fra jernalder og vikingetid, sammen med spændende fund fra middelalder og nyere tid. Der er dog ingen garantier – jeg har også været til flere træf, hvor vi har søgt nær store herregårde, uden at gøre fund af betydning. Men måske har vi blot ikke fundet den plet, hvor gården lå tilbage i oldtiden?
Kig ud af bilruden
Jeg tror at mange detektorfolk har det som jeg. Når bilen triller gennem Danmark, så leder øjet konstant efter interessante søgemarker. Det er utroligt, så mange spændende marker, der ligger, lige uden for bilruden. Ofte kører jeg en omvej, når jeg alligevel er på farten, for lige at se om der skulle gemme sig en interessant lokation, et eller andet sted på vejen. Ikke altid lige populært hos familien.
Jeg kender detektorfolk der simpelthen kan finde på at holde ind ved en mark, når de ser en traktor og så ganske enkelt spørge landmanden om lov til at søge på hans mark på stedet. Det er jo en ret lavpraktisk måde at gribe tingene an på. Det er ikke sikkert, at det er landmanden selv, der fører traktoren, men måske er det og ellers kan han sikkert forsyne dig med et brugbart telefonnummer.
Den taktik bruger jeg ikke så tit selv, men det er min plan, at min pensionisttilværelse skal indeholde en hel del af den slags initiativer, når jeg engang om mange år bliver gammel. I mellemtiden gør jeg ofte det, at når jeg kommer hjem, så noteres potentielle nye marker i det regneark, hvor jeg fører statistik over mine fund. Ellers bliver de nemlig hurtigt glemt igen, og det gør jo ingen nytte for kulturhistorien.
Der sker dog med tiden det, at listen over potentielle søgemarker bliver meget lang, men det er vel at betragte som et positivt problem.
Lad fantasien få frit løb
Nu har jeg skrevet om nogle af de ting jeg selv tænker på, når jeg skal finde nye søgesteder, men der er mange detektorfolk der har haft held med andre strategier, herunder at gå ud på den første og den bedste tilfældige mark man overhovedet kan få adgang til. Man læser jævnligt om detektorfolk, der egentlig bare skulle afprøve deres nye detektor på et diskret sted og så løber ind i en møntskat (gid det var mig). Men derfor kan man jo godt forsøge at optimere sine odds. Det er efter min erfaring også den forudgående research der holder liv i motivationen, når man finder nye spændende marker og kæmper for at bevise sine teorier.
Måske kan du selv komme i tanke om spændende steder at søge? Hvad med de marker, hvor folk gennem årene har kunnet plukke jordbær? Måske de har tabt en ring eller en mønt, i de våde jordbær?
Hvad med at afsøge et par kolonihaver? Man hører jo ofte om folk, der har tabt en ring under havearbejde. Jeg har en bekendt i Holstebro, der skulle hjælpe en ældre herre med at finde en tabt vielsesring i en kolonihave. Han fandt først 2 vielsesringe, som ikke var savnet, før han fandt den eftersøgte ring!
Samme gut hørte engang et sagn om en møntskat der skulle være gravet ned ved et dige på en mark og minsandten om ikke han og 3 kammerater gik ud og fandt en møntkat på den pågældende mark, bestående af 50 store sølvmønter fra svenskekrigenes tid. Mønterne lå i øvrigt på markens mest mudrede plet.
Og hvad med at prøve at søge ved små badestrande ved søer? Den gamle dansepavillon der lå ved søen i 1920´erne? Området, hvor den gamle zoologiske have lå og der i dag er park? Den gamle picnic-plads i skoven? Det nedbrændte forsamlingshus? Beachvolley banen ved stranden? Den gamle nøgenbadestrand?
Kun fantasien sætter grænser!
