Menu Luk

How to Find and Eat a Lodsejer

Tre vidunderlige detektor-“apps”

I disse digitale tider ændrer virkeligheden sig ofte. Hjemmesider kommer og går, marker skifter hænder, nye muligheder opstår.

Nå, jeg skal fatte mig i korthed: Her er 3 fantastiske apps, som jeg bruger hele tiden: Hjemme, på marken, i biografen – overalt!

Find Ejeren (app)

Du sidder i bilen og kigger forelsket på en mark. Du tænker: Hvem ejer denne dejlige mark?

Svaret finder du med appen ”Find Ejeren”. Det er bare at klikke på GPS-ikonet, så zoomer appen ind på din lokation – så er det bare at klikke på den ønskede mark og vupti, så ved du, hvem der ejer den. Gå derefter ind på www.krak.dk, www.118.dk eller www.degulesider.dk og find telefonnummer og adresse.

Klik her for at læse meget mere om Find Ejeren med udbyderens egne ord.

Fra Find Ejerens hjemmeside

VisEjendom (app + hjemmeside)

Vi kender det alle – vi har fået lov til at gå på alle lodsejerens marker, men mangler et overblik over alle markerne. Det finder du via appen ”VisEjendom”. Når du klikker på en matrikel får du straks et overblik over alle de marker, der hører til den pågældende ejendom.

Men det slutter ikke her! For mange lodsejere ejer jo flere ejendomme – hvordan får jeg et overblik over dem alle?

Jo, hvis du registrerer dig (og det er gratis) får du mulighed for at se, hvilke øvrige ejendomme lodsejeren ejer. Du går blot ind under menuen ”Data”, vælger ”Ejere” og så har du en liste over de pågældende ejendomme. Klik på de enkelte ejendomme for at få et grafisk overblik. Ikke et øje er tørt!

VisEjendom findes også som hjemmeside, hvilket jo er skønt for os der gerne sidder ved PC´en og lægger store planer – find hjemmesiden her: https://ejd.gis4mobile.com/

Fra appen

Detektorkort (hjemmeside + facebook-gruppe)

Og så er der jo www.detektorkort.dk som samler en masse af de informationer, som vi detektorfolk gerne vil lege med. Siden drives af Christian Witting, som gør et kæmpe stykke arbejde helt gratis – støt ham gerne ved at donere en stor kop kaffe på hjemmesiden!

Der findes desuden en facebook-gruppe, som fortæller om de mange nyheder, der løbende kommer på Detektorkort – find gruppen her: https://www.facebook.com/groups/detektorkort/

Detektorkort er ikke en app, så du skal gå ind på hjemmesiden og lave en genvej til den, på din telefon, hvis du ønsker at have den med på marken.

Eksempel på brug af hjemmesiden

DIME

Desuden bruger jeg jo også DIME, men det siger jo sig selv – læs meget mere om DIME her.