Herunder stikker jeg næsen lidt frem og giver et kærligt ment bud på, hvordan du kan undgå at få for mange skrammer på Facebooks detektorsider.
Sagen er den, at der findes en håndfuld kontroversielle detektorrelaterede emner, som af og til dukker op på de sociale medier, typisk i agurketiden, dvs. når der står korn på markerne eller når jorden er frosset til is. Garvede detektorfolk har som hovedregel lært sig at holde hovedet koldt, når disse debatter raser, men hvis du ikke har deltaget i debatterne før, så risikerer du at løbe ind en solid bredside eller to, hvis du kommer til at skrive noget ”forkert”. Dette gælder naturligvis ikke kun i detektorgrupper, men også hvis du skriver om fugle eller damplokomotiver. Her vil jeg i sagens natur fokusere på detektorgrupperne.
Der kan skrives utroligt meget om disse emner og jeg har derfor forsøgt at gøre det kort. Det er vist desværre ikke lykkedes for mig, så lav en god kop kaffe, før du år i gang. Og husk at alt hvad jeg skriver herunder skal forstås så positivt som overhovedet muligt!
Genstandskundskab
Før du uploader fotos af et fund i et detektorforum på Facebook eller andre steder, så er det en god ide at have sat sig ind i de helt basale fundtyper. Brug evt. lidt tid på at rulle ned igennem fundene i Detektor Danmark og lån et par bøger på biblioteket om bronzealder, jernalder, vikingetid og middelalder.
En nem måde at få et hurtigt overblik over de forskellige fundtyper er at rulle igennem Harjas Fibeltavle / Fibeltabel og Harjas Genstandstabel/Kompendium. De er fyldt med fine fotos og tegninger og man får meget hurtigt en fornemmelse af, hvad der er skidt og hvad der er kanel. Disse kan findes på www.harja.dk, brug evt. Google til at finde den præcise placering. De er desuden meget nyttige som opslagsværker, når du har bragt fundet med hjem.
Hvis du er mere nysgerrig, så kig forbi Detektorshop, på nettet eller besøg butikken i Hovedgård ved Horsens, hvor du også kan finde et fint udvalg af detektorrelevante bøger om diverse fundtyper. Der findes også fine bøger på engelske sites, fx Greenlight Publishing.
Du behøver naturligvis ikke kende alle fundtyper udenad. Slet, slet ikke. På den anden side er der mange eksempler på, at begyndere i detektorhobbyen har uploadet fotos af helt typiske, let genkendelige genstandstyper, som fx en bronzealder celt, uden at have nogen anelse om, hvorvidt fundet er fra oldtiden eller fra krigen i 1864.
Problemet sådanne indlæg på Facebook er, at det giver anledning til bekymring hos erfarne detektorfolk og museumsfolk. Der har i årevis pågået en debat om behovet for certificering af detektorfolk. Tanken med en sådan certificering er at sikre, at detektorfolk der leder efter oldsager kender lovgivningen på området, samt at de er i stand til at identificere og håndtere detektorfund på måde, der sikrer, bevarer og dokumenterer genstandene optimalt. Der har været flere eksempler på fibler og borgerkrigsmønter, der er spottet i spandene med affald, så frygten er nok ikke helt ubegrundet, heller ikke uden for Facebook.
Som nyt medlem i en Facebook gruppe kan du derfor risikere, at hvis du uploader et foto af en celt og spørger om ”det er noget”, så kan du få mere eller mindre diplomatiske bemærkninger om, at det burde du vide. Når det er sagt, så har vi alle været begyndere og jeg anede heller ikke selv, hvad jeg havde fundet, da jeg fandt min første celt på et træf på Fyn tilbage i 2010, før der var noget der hed Facebook. Men der var folk på marken som jeg kunne spørge og det gjorde jeg straks. Lige som man i dag kan spørge om input på Facebook. Ovenstående skal derfor ikke forstås som en advarsel imod at lægge fundfotos op på Facebook. Tværtimod. Det er lige så meget ment som en reminder til mig selv og andre erfarne detektorfolk om, at vi alle på et tidspunkt har været begyndere og at det er vigtigt at vi ikke skræmmer nye detektorfolk fra at uploade fundfotos.
Facebook er vores ven. De forskellige detektorfora vrimler jo nærmest med folk, der har forstand på alle mulige typer af genstande. Nogle er specialister i vægtlodder, seglstamper, runer eller vikingeornamentik, andre i bronzealdergenstande. Her kan man ofte på ganske få minutter få svar på, hvad det er for en genstand, man har fundet og sandsynligvis få bortvisket en evt. tvivl om, hvorvidt der er tale om et fund der skal indleveres til museet eller ej. Mange detektorfolk uploader allerede på marken deres fund til Facebook, så de kan få dem registreret korrekt med det samme. Hvis du er i tvivl, så skal du altså endelig ikke lade være med at uploade dit fund!
Fundhåndtering
De fleste detektorfolk ved godt, at man ikke renser fund. I hvert fald ikke fund, som kan være danefæ eller af interesse for museerne. Sådanne fund skal blot anbringes i en fundpose og afleveres til museet.
Dog er det ifølge Nationalmuseet OK at skylle fundet forsigtigt, for at se hvad man har fundet og få mulighed for at tage et anstændigt foto af sit fund, såfremt fundet ikke vil tage skade af det. Detektorfolket har sågar fået udleveret vandflasker til dette formål af en konservator, på en af de årlige danefæ-dage på Nationalmuseet. Genstande med guld- eller sølvbelægning nævnes typisk som fund der skal håndteres med særligt stor varsomhed.
Det sker desværre indimellem, at en detektorfører uploader et foto på Detektor Danmark, hvor en celt er renset grundigt indvendig eller hvor en fibel er kogt i en gryde for at gøre den helt fuldstændig ren. Det er ikke godt. Hvis et fund ikke er behandlet optimalt kan det gå ud over den danefæ-dusør og evt. omhu-tillægman tildeles for fundet. Læs meget mere om omhu-tillæg på www.natmus.dk eller på Harjas hjemmeside under punktet ”Museernes vejledninger”.
En anden ting du skal være opmærksom på, er at være forsigtig når du graver efter fund. Grav hellere hullet lidt for stort end lidt for småt og øv dig i det hele taget i at pinpointe eller krydse dig frem til genstanden så godt som muligt, før du graver. Og lad være med at grave i benhård eller frossen jord, hvor du risikerer at knække eller beskadige genstande, der sidder fast i isen.
Summa summarum, vær forsigtig med fundhåndteringen. Ellers får du helt sikkert en påmindelse, når du lægger fundfotos op! Eller når du uploader en video, hvor du banker en spade ned i frossen eller benhård jord, med fare for liv, lemmer og oldtidsgenstande!
Deling af danefædusører
Vær opmærksom på, at der er meget stærke følelser omkring danefædusører. Dette er et af de klassiske, tilbagevendende emner på Facebook.
Ifølge loven tilfalder dusøren finderen. Der findes dog tilfælde, hvor detektorfolk deler dusører med lodsejere og nogen har gjort det i mange år. Deling af dusører er ikke særligt udbredt og også lidt svær at administrere, da dusøren jo først kommer længe efter at fundet er afleveret. Det er nok svært at huske at køre ud til lodsejeren med 75 kroner for en kvart romer 5 år efter at den blev fundet, måske er lodsejeren død af alderdom i mellemtiden, eller marken er solgt til en anden.
De fleste detektorfolk gør i stedet det, at de kører forbi deres lodsejere med en flaske vin eller en kurv til jul eller i sommerferien for at vise deres påskønnelse af lodsejerens positive indstilling. Og naturligvis gerne hjælper med at finde tabte stykker værktøj, nøgler, markredskaber, forsvundne olietanke, vielsesringe, brønddæksler, kloakriste osv.
Der er som nævnt meget stærke holdninger omkring dette spørgsmål. Vær derfor forberedt på, at hvis du går ind for deling af danefædusører, hvilket du naturligvis er velkommen til, så vil du helt sikkert blive mødt med solide modargumenter, herunder spørgsmålet omkring intentionen med danefælovgivningen, beskatning af gaver, glidebaner, faren for ”engelske tilstande”, hvor man angiveligt overbyder hinanden for at få ret til de gode marker osv. osv.
Søgning på offentlige arealer
Selv om et område er ejet af Staten, en kommune eller Naturstyrelsen, skal man stadig have tilladelse til at søge på stedet. Også på strandene. Nogle strande er endda privatejede. Sådan er reglerne, så selv om du er uenig og vælger at søge på en offentlig strand, så ændrer det ikke på reglerne. Og ja, jeg har selv gjort mig skyldig i at søge på en kommunalt ejet strand, fx når jeg var på stranden med familien, så jeg er faktisk lidt en skurk. Læs mere om reglerne her.
Trofæbilleder
Hvis du gør en halv snes fine fund og derefter vælger at uploade et flot foto, hvor fundene ligger fint på ”parade”, risikerer du at dit foto bliver kaldt et ”trofæbillede”.
Bekymringen er, at du har lidt for travlt med at prale med dine fund (hvem har ikke det) og måske glemmer at holde styr på de enkelte funds koordinater. Det er derfor en god ide at skrive, at du har styr på de enkelte koordinater eller måske tage et foto, der dokumenterer at du har styr på de enkelte fund.
Jeg siger det bare.
Der går andre på de marker jeg gerne vil søge på
Hvis du får lov til at søge på en mark, og finder ud af, at der allerede er en anden, der søger på marken, så er det god detektorskik at lade første detektormand på marken søge videre. Og måske forsøge at lave en aftale med ham. Også selv om lodsejeren siger, at det er OK at du også søger på marken og at det bestemmer han (hvilket han har ret i). Der er masser af marker at søge på og ofte har den første detektormand gjort et stort arbejde med systematisk afsøgning af marken, dokumentation osv.
Hvis du ikke kan leve uden at søge på den pågældende mark, så er der en god chance for, at du kan lave en aftale med ham eller hende der går der i forvejen. På den måde får du dig måske både en god mark og en detektorkammerat. Det har jeg selv oplevet flere gange. Men hvis du vælger at gå i krig med denne uskrevne regel, så får du helt sikkert modstand på Facebook og du må desuden indstille dig på, at der er fora og detektorklubber der ikke ønsker dig som medlem.
En mulig undtagelse fra denne regel kunne være områder der er ejet af stat, region eller kommune. Disse områder ejer vi jo alle i fællesskab, så jeg tænker umiddelbart, at her må vi alle søge, såfremt de nødvendige tilladelser er indhentet fra Naturstyrelsen eller andre relevante myndigheder. Læs mere om indhentning af tilladelser her.
Når jeg selv kontakter en lodsejer for at få lov til at gå på hans marker, plejer jeg at stille disse spørgsmål, hvis jeg får mulighed for det – og skriver svaret ned bagefter:
- Er der andre der søger på markerne?
- Skal forpagter eller andre tages i ed?
- Må jeg søge, når der er sået?
- Må jeg tage gæster med? 1, 2 eller flere?
- Er der steder der er særligt interessante?
- Er der fundet noget på markerne? Flint, skår, brandgrave, mønter?
- Er der jagt at tage hensyn til?
- Hvilke marker er det jeg gerne må gå på? Gårde? Adresser?
- Vil lodsejer se evt. fund?
- Hvor er det en god ide at jeg parkerer?
- Dato for aftale
På den måde kan jeg altid holde styr på, hvad jeg har aftalt. Det kan ellers være svært at huske, når du med årene har lavet mange aftaler med mange forskellige lodsejere og forpagtere. Jeg har faktisk lavet en lille skabelon til opsamling af disse informationer, som du kan hente hvis du klikker her.
Generelle råd
Jeg skal ikke gøre mig til ekspert i kommunikation, men her er et par af de principper jeg selv forsøger at følge i forbindelse med debatter på Facebook og andre steder:
- Gå efter bolden: Hvis du holder dig til fakta, kan det ikke gå helt galt. Det er ikke sikkert, at alle giver dig ret af den grund, slet ikke, men hvis du kan modstå fristelsen til at blive personlig og ”skinger”, så er der gode chancer for at debatten forbliver behagelig og konstruktiv.
- Tæl til ti: Mange dumme ting er skrevet i affekt. Mange har fortrudt en hurtig kommentar, skrevet i vrede. Også jeg. Vent hellere med at svare, til du er helt sikker på at dit blod er gået af kog og du igen er i stand til at diskutere fakta frem for følelser. Det kan sagtens tage en time eller en dag eller en uge. Måske flere år. Lad dig ikke provokere af påstande, usaglige argumenter og ”krav om svar” på dette og hint. Selv om det er svært. Du vælger naturligvis selv, hvad du overhovedet vil svare på. Overlad det til eventuelle provokatører at udstille sig selv med deres kommentarer.
- Tag dialogen direkte: Overvej om dit indlæg eller din kommentar i virkeligheden er til nytte for dig og vores hobby. Måske var det bedre at lave en direkte henvendelse til en person, din klub, dit lokale museum eller Nationalmuseet, frem for at fremføre frustrationer på Facebook. Det er ofte bedre at tage fat i dem der kan løse et givet problem, forklare en beslutning eller rette en evt. fejl end at hænge personer eller institutioner ud, som måske slet ikke er på Facebook – og måske er der blot sket en misforståelse. Spørg dig selv om det er likes eller løsninger, du er ude efter.
- Gentagelse fremmer ikke forståelsen: Hvis en stakkels sjæl kommer til at dumme sig på Facebook ved at lægge et foto ud af en renset genstand eller manglende ID på en kendt genstandstype, så er det naturligvis fint at vejlede vedkommende omkring rensning af fund eller henvise til gode steder, hvor man kan lære om genstandstyper. Men når den første venlige sjæl har gjort det, så er der ingen grund til at andre gentager budskabet i det uendelige. Finderen har sikkert allerede fanget pointen.
- Deltag ikke i en blodrus: Tænk dig om, inden du lader dig rive med i følelsesbaseret kritik af en adfærd, en klub, en forening, en institution eller en person. Selv om en garvet detektormand hidser sig op på Facebook er det jo tilladt at have andre meninger. Husk at forholde dig til fakta og danne din egen mening.
- Sæt dig ind de etiske regler for god detektorskik: I detektorhobbyen findes der et sæt grundregler, som de fleste er enige om at overholde. Det er uformelle regler, formuleret på forskellig vis gennem tiderne af klubber og løsgående detektorfolk. Hvis du er uenig i disse regler er det ikke nødvendigvis ulovligt, men du må forberede dig på at skulle forsvare dine synspunkter. Der findes flere varianter af disse på diverse klubhjemmesider og i flere Facebook-grupper.
