Menu Luk

Brug af GPS

Hvad skal man bruge en GPS til?

Der findes en række håndholdte GPS´er der er designet til udendørs brug. De er lette, kan hænge i et bælte eller en fundtaske og de kan tåle at være udendørs, også i regnvejr. Sådan en fætter er meget nyttig i detektorsammenhæng.  Du kan fx. bruge den til at:

  • Notere fundsteder helt præcist
  • Genfinde tidligere fundsteder
  • Finde frem til præcise punkter i terrænet, fx. overpløjede gravhøje
  • Logge hvor du har gået
  • Få overblik over dine fund, på et kort, på din computer

Valg af GPS

Den GPS jeg bruger er en Garmin E-Trex Venture HC. Jeg kender ikke markedet til bunds, men jeg kan konstatere at der er mange detektorfolk, der har valgt at bruge Garmins E-trex serie. Du kan finde aktuelle priser på denne og andre GPS´er på edbpriser.dk og du kan læse meget mere om Garmins outdoor modeller på Garmins hjemmeside

Garmin E-trex HC GPS Detektor

 

Hvordan fungerer en GPS

Nu skal jeg ikke afsløre alle hemmelighederne her, for der følger en dansk manual med apparatet, som forklarer en masse ting. Jeg synes dog ikke at manualen er helt fantastisk til at forklare de grundlæggende begreber, så her kommer et par ord om nogle af dem.

Waypoints

Når du ønsker at gemme en position i din GPS kaldes denne position for et “Waypoint”. Man vælger “Marker” i hovedmenuen og så gælder det bare om at kalde sit Waypoint et eller andet genkendeligt. Jeg plejer at kalde mine Waypoints Aaa efterfulgt af et tal, fx Aaa45. Med i min fundtaske har jeg nemlig nogle små poser med nummerede sedler i. Når jeg finder en pose til et spændende fund, bruger jeg det samme nummer på GPS´en. Dermed bliver det meget hurtigt at notere de enkelte fund.

Vis vej

Når du har Waypoints gemt på din GPS kan du bruge GPS´en til at finde frem til det pågældende Waypoint. Du vælger bare menuen “Find” i hovedmenuen og vælger derefter det ønskede Waypoint. Og så skal du skifte til GPS´ens kompas, der nu viser hvad vej du skal gå og hvor langt du har til dit Waypoint. Det er nemmere end man tror. Husk blot, at du skal være i bevægelse, før GPS´en kan udstikke den rigtige retning på kompasset. Den skal jo lige have fundet ud af, i hvilken retning du bevæger dig. Men det regner ud i løbet af få sekunder.

Log over, hvor du har gået

Din GPS logger, hvor du har gået. Det betyder, at du kan vælge at overføre dine “Spor” til din computer, fx. til Google Earth, og få et overblik over, hvor på marken du har gået. Det kan være meget smart, fx hvis du er ved at foretage en systematisk afsøgning af et større område. Så kan du nemlig se, hvor du har været og det kan du også, når vinteren har slettet dine små, diskrete fodspor. For slet ikke at tale om flere år senere, når du har glemt alt om, hvor du har været.

Kontrolpanel og nyttige sider på GPS´en

Jeg vil anbefale at du starter med at læse manualen, eller i hvert fald de afsnit der handler om, hvordan du sætter apparatet op. Jeg kan dog afsløre, at du har mulighed for at vælge, hvilke sider du ønsker at se (Side opsætning) og dermed, hvilke sider du bladrer rundt imellem.

Sider jeg bruger er fx. Kompas (hvad vej skal jeg gå/går jeg), Hovedmenu (hvor jeg kan sætte alt op), Sattelit (der viser nøjagtigheden ned til +/-3 meter) og Trip computer. Trip Computer er en menu, der viser de informationer du sætter den op til. Jeg har bedt den om at vise flg. informationer:

  • Hvor længe jeg har gået (total tid)
  • Hvor længe jeg har været i bevægelse (tid i bevægelse)
  • Hvor længe jeg har stået stille (stoppet)
  • Hvad er klokken (Klokkeslet)
  • Hvornår går solen ned i dag (Solnedgang)
  • Hvor højt befinder jeg mig over havets overflade (Højde)
  • Hvor hurtigt bevæger jeg mig lige nu (Fart)
  • Hvor langt har jeg gået (Dist. måler)

Der er mange andre at vælge imellem. Denne indstillingsmulighed gemmer sig ikke i hovedmenuen, men under menuknappen ude til venstre (ja, du skal trykke på en knap) og vælge Skift data felter.

Garmin E-trex HC GPS Detektor

 

Video-demonstation

Som en særlig service har jeg her lavet en video med en hurtig demonstration af, hvordan man bruger en GPS. Du har samtidig lejlighed til at glæde dig over den dejlige baggrundsmusik som er komponeret af selveste Charlie Chaplin 🙂

httpv://www.youtube.com/watch?v=-x2jWZEymqs

 

Overførsel af data mellem GPS og PC

Der medfølger et program, du kan installere på din PC. Det hedder Garmin Mapsource og det kan du bruge til at flytte data frem og tilbage imellem GPS og PC. Det finder du sagtens ud af selv. Husk at gemme dine data inden du lukker programmet, især hvis du har slettet dem på din GPS.

Opdateringsmenu

Jeg vil anbefale, at du rykker ned i den menu der hedder Hjælp / Se efter softwareopdateringer og sørger for at få programmet helt up to date. Der ligger nok en heftig opgradering til en ny, lækker version og venter på dig. Og når du har opgraderet, så prøv igen. Måske ligger der en endnu nyere version. Ja, du læste rigtigt. Prøv igen.

Herefter tilkobler du din GPS og du kan nu overføre data mellem PC og GPS.

Opdatering af GPS

Hvis du ønsker at også din GPS skal være helt up to date med softwaren, så kan du hente software til opdatering af selve enheden på Garmins hjemmeside. Her kan du finde software til både Windows og Mac.  

 

Visning af fund i Google Earth

Garmins program kan man bruge til at flytte Waypoints og Spor mellem GPS og PC. Men hvis man skal bruge informationerne til noget, så vil jeg anbefale, at man installerer Google Earth. Her kan du nemlig få vist Waypoints og spor på en måde der giver det ønskede overblik. Og det er virkelig nemt. Der findes nemlig en menu i Garmins Mapsource program, der hedder “Vis på Google Earth”.  

Installation af Google Earth

Men først skal du jo installere Google Earth. Google Earth henter du blot på internettet ved at søge efter det i fx Google.

Kategorisering af fund

Når du har installeret Google Earth og overført Waypoints og spor fra Garmin Mapsource, så kan du begynde at sortere i dine data. Jeg har selv lavet nogle undermapper, hvor jeg placerer mine fund. Jeg har sorteret efter lodsejer og under hver lodsejer har jeg lavet mapper for de matrikelnumre den enkelte lodsejer har. Og så har jeg lavet en mappe til spor. Jeg har så brugt lidt tid på at give de forskellige typer af fund forskellige farver ikoner og sådan. Det er nok lidt efter temperament, man kaster sig ind i den opgave.

Opret selv nye waypoints fx. overpløjede gravhøje

Hvis du finder nogle spændende punkter på gamle kort, som du ønsker at lægge over på din GPS, så kan du gøre det, at du opretter de enkelte punkter i Google Earth. Du laver blot en ny stedsmarkør (det hedder Waypoints i Google Earth) og placerer den, dér hvor du fx kan se på et gammelt kort, at den skal være. Der er som regel et skel eller en vej eller en bygning du kan tage bestik af. 

Google Earth

 

Flytning af waypoints fra Google Earth til GPS

Når jeg overfører data fra Google Earth og tilbage til min GPS, så er det en lille bitte smule omstændeligt. Jeg starter med at gemme en stedsmarkør eller en hel mappe af stedsmarkører (højreklik på mappen og vælg “Gem sted som…”) som en kml-fil (vælg den filtype der hedder kml i stedet for den der hedder kmz). Derefter konverterer jeg filen fra Googles kml-format  til Garmins gdb-format med et program der hedder GPSBabel. Det er et lille program man kan downloade gratis og som lynhurtigt kan konvertere dine filer.

Herefter kan du åbne din nye gdb-fil i Garmin Mapsource og overføre den til din GPS via et USB-kabel.

 

Håb

Jeg håber at ovenstående giver dig nogle af de hints du har brug for, for at kunne komme i gang, uden at spilde helt så meget tid på research som jeg gjorde. Jeg er klar over, at det er en overfladisk gennemgang, men jeg har også den erfaring, at det er meget værd at blive hjulpet på rette vej, hvilket jeg håber er tilfældet 🙂

Garmin E-trex HC GPS Detektor

Sådan er min GPS indstillet

1 Comments

  1. Pingback:Metaldetektor » Brug af GPS

Der er lukket for kommentarer.