Menu Luk

Fortidens Slagmarker

Fortidens Slagmarker, Jeanette Varberg, 2014, Gyldendal, 292 sider

Her har vi så pludselig en bog, der giver et fremragende indblik i de konflikter og krige, der har fundet sted i Danmark i forhistorisk tid. Sat i imponerende perspektiv med værdifulde bidrag fra de nyeste erfaringer fra andre dele af verden.

En kort googling af Jeanette Varberg tegner et billede af en (smuk, ung) kvinde som virkelig ved, hvad hun har med at gøre!

Jeanette Varberg, arkæolog på Moesgaard Museum, med speciale i Bronzealderen, modtog i november 2014 DRs Rosenkjærpris, bl.a. med denne begrundelse: ”Når man skal fortælle historier, fra før blyanten blev opfundet, er man nødt til at basere den samlede fortælling på fund fra gravsteder, møddinger og efterladte kamppladser. Det kræver stor viden og fantasi – kombineret med helt særlige formidlingsmæssige evner. Alt det har Jeanette Varberg, så hun er en yderst værdig modtager af Rosenkjærprisen, og vi kommer garanteret til at se meget mere til hende i medier, foredragssale og på bogreoler de kommende år”.

Efter at have læst ”Fortidens Slagmarker” er jeg 100% enig med denne karakteristik. Jeg glæder mig til at høre de 5-6 radioforedrag, som modtageren er forpligtet til at holde på P1 🙂

Fortidens Slagmarker er delt op i Stenalderen, Bronzealderen, Jernalderen og Vikingetiden. I hvert eneste kapitel trækker Jeanette Varberg på en imponerende viden om emnet, som gør bogen svær at lægge fra sig. Hvert kapitel starter med en skønlitterær fortælling, der illustrerer, hvordan et slag kunne have fundet sted, som efterfølges af masser af hårde fakta, som underbygger fortællingen smukt og grundigt.

Eksempelvis jernalderfortællingerne, med udgangspunkt i de rige fund fra Illerup Ådal og Alken Enge, er super interessante for os alle, men da ikke mindst for os der er så heldige at bo i Skanderborg Kommune.

Således inspireret vil jeg fortsætte min kampagne for at finde det sted, hvor et eller flere af de slag stod, som gav anledning til ofringerne i Illerup Ådal og Alken Enge 🙂

Fortidens slagmarker Jeanette Varberg
Fortidens slagmarker, Jeanette Varberg